Miljøstyrelsen afgør sagen: Boreplatforme er lovlige

Formanden for Folketingets Miljøudvalg kalder det et smuthul i loven og vil have det lukket.

Der har været meget snak om de to store boreplatforme, som ligger i Frederikshavn havn. Planen er, at de to platforme skal ophugges i 2019.

Spørgsmålet er, om boreplatformene er kommet til Frederikshavn som legitime fartøjer, eller om de i virkeligheden er miljøfarligt affald, der burde have haft en særlig importtilladelse. TV2 Nord fortalte første gang om boreplatformene i august 2018, og har i samme forbindelse rettet henvendelse til Miljøstyrelsen for at få besvaret spørgsmålet. Nu er Miljøstyrelsen kommet med en afgørelse.

quote På baggrund af de indhentede oplysninger er det Miljøstyrelsens vurdering, at beslutningen om at ophugge de to borerigge først blev truffet efter boreriggenes ankomst til Frederikshavn.

Notat, Miljøstyrelsen

I et notat skriver de:

”På baggrund af de indhentede oplysninger er det Miljøstyrelsens vurdering, at beslutningen om at ophugge de to borerigge først blev truffet efter boreriggenes ankomst til Frederikshavn. Reglerne om overførsel af affald finder derfor ikke anvendelse i forbindelse med de to borerigges import til Frederikshavn, og der er som følge heraf ikke tale om en ulovlig import af affald til Danmark.
Miljøstyrelsen foretager sig herefter ikke yderligere i sagen.”

I Frederikshavn Kommune skaber Miljøstyrelsens afgørelse glæde. 

 - Det betyder meget, at det er slået fast, at reglerne for ulovlig import ikke har haft relevans for de to borerigge. Loven er naturligvis overholdt, siger borgmester Birgit S. Hansen. 

Miljøstyrelsen har henvendt sig til boreplatformenes oprindeligere ejere for at få kortlagt datoerne for ankomsten af boreplatformene samt, hvornår beslutningen om ophugningen blev foretaget. På baggrund af de svar har de således konkluderet, at beslutning om ophugning først blev truffet efter ankomst til havnen.

En konklusion, der ikke just falder i god jord hos medlemmer af folketingets miljøudvalg.

quote Det er grotesk, at det er så let at omgås reglerne. Vi har nogle miljøregler og de skal selvfølgelig holdes.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF og medlem af folketingets miljøudvalg

- Det er grotesk, at det er så let at omgås reglerne. Vi har nogle miljøregler og de skal selvfølgelig holdes. Så kan det ikke nytte noget at man bare kan sejle rundt med en boreplatform og så sige, når man kommer i havn, at nu har man besluttet, at den skal skrottes, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF og medlem af folketingets miljøudvalg.

Formanden for folketingets miljøudvalg Pia Adelsteen er lige så skarp i mæglet.

- Det her er et hul i loven, og det skal lukkes. Jeg tror ærligtalt ikke på de firmaer, der siger at de først har taget beslutningen om først at skrotte boreplatformene efter de er kommet i havn, når de har oplyst noget andet til søfartsstyrelsen, da de ankom, siger hun.

De to medlemmer af folketingets miljøudvalg vil rejse sagen for miljøminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), til et ordførermøde i morgen onsdag.

Du kan her se hele TV2 Nords interview med miljøstyrelsen. Der er to klip i interviewet, fordi Berit Hallam fra Miljøstyrelsen afbrød interviewet. 

 

DE TO PLATFORME I FREDERIKSHAVN HAVN

TV2 Nords dækning af sagen begynder sidst i august. Det viser sig, at de to boreplatforme er kommet i havn uden en importtilladelse fra Miljøstyrelsen.

14. marts 2018
Skotsk ejede Brage anløber havnen. Der fjernes såkaldt 3.mands udstyr ombord på platformen.  Angiveligt udstyr som er lejet til specialopgaver.
 
Maj 2018
MARS (Modern American Recycling Services) køber platformen Brage.
 
6. juli 2018
Amerikansk ejede Ensco 80 anløber havnen.
Begge platforme oplyser til Søfartsstyrelsen ved anløb , at de ikke er aktive og at de er kommet for at blive ophugget.
 
I havnens anløbsoversigt står formålet med begge anløb opført som om platformene skal have proviant ombord, have foretaget reparationer og foretaget bunkering (påfyldt brændstof) mm.
 
Begge platforme er ankommet fra ZZUKN, der betyder ukendt havn.
 
26. august 2018
TV2 Nord spørger Miljøstyrelsen hvorfor de ikke har krævet en importtilladelse af de to udenlandske platforme, som det er normalt med miljøfarligt affald. Miljøstyrelsen svarer, at der er tale om danske platforme, som derfor ikke behøver importgodkendelse.

Ifølge Miljøstyrelsen er platformene derfor Frederikshavn Kommunes ansvar, som miljømyndighed.
Da TV2 Nord spørger til sagen i Frederikshavn Kommune er svaret, at de ikke har kendskab til, at der er tale om danske platforme, så Frederikshavn Kommune har derfor heller intet foretaget sig i sagen.
TV2 Nord fortæller at boreplatformen Brage er skotskejet og at boreplatformen Ensco 80 er ejet af et firma i Texas, USA.
 
27. august 2018
Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn oplyser nu, at begge boreplatforme er anløbet havnen som aktive fartøjer, og at det ved anløb ikke var bestemt om de skulle skrottes eller ej.
I forhold til Basel Konventionen, der regulerer grænseoverskridende trafik med miljøfarligt affald betyder det at boreplatformene således ikke er omfattet af reglerne.
Som aktive fartøjer er platformene ifølge Frederikshavn Kommune ikke længere Miljøstyrelsens ansvar, men der imod Søfartsstyrelsen.
 
4. september 2018
Søfartsstyrelsen trækker tæppet væk under Frederikshavn Kommunes forklaring. Begge platforme har til Statens søfartsmyndighed oplyst ved ankomsten til Frederikshavn, at de ikke længere var aktive fartøjer og at de var kommet i haven for at blive hugget op.
Dermed er begge platforme omfattet af Basel Konventionen, som miljøfarligt affald.
 
5. september 2018
I et notat afviser Frederikshavn Kommune Søfartsstyrelsens oplysninger til TV2 Nord.
 
Miljøstyrelsen har nu i fire uger undersøgt sagen, og det gør de stadig på trods af de nye oplysninger, som deres statslige kollega Søfartsstyrelsen har oplyst.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland