Ny afgift truer job på Aalborg Portland

Foto: Tv2nord.dk

Cementselskabet Aalborg Portland frygter, at ny afgift vil koste job i massevis.

Cementvirksomheden Aalborg Portland vil blive ramt så hårdt af ny kvælstofafgift, at det kan få ejerne til at udfase produktionen i Aalborg.
 
Den nye NOx-afgift vil ifølge finansdirektør Henning Bæk koste Aalborg Portland 40 millioner kroner om året.

Det kan få alvorlige konsekvenser for arbejdspladserne i Aalborg og tvinge den italienske ejer til at overveje om
produktionen fortsat skal ligge i Danmark.
 
- En så voldsom afgiftsforhøjelse vil fjerne grundlaget for en profitabel eksport af cement til en række lande og dermed reducere beskæftigelsen på virksomheden og hos underleverandører i Aalborg, siger Henning Bæk.
 
Han forudser, at den høje afgift vil få den italienske ejer Cementir til at tænke over sin strategi vedrørende produktion i Aalborg. Der er tale om så stor en industri, at man ikke umiddelbart kan flytte den.
 
- Men vores ejer kan vælge at lægge investeringer andre steder. På sigt vil det betyde, at virksomheden ikke kan følge med og derfor vil blive udfaset, siger Henning Bæk til Ritzau.
 
Selskabet havde forventet, at NOx-afgiften ville stige fra cirka to millioner kroner årligt til cirka 10 millioner kroner.
 
- Men nu viser det sig, at skatteministeren vil ramme os langt hårdere, nemlig med en 20-dobling af afgiften til 40 millioner kroner fra 2012, siger Henning Bæk.
 
De 40 millioner svarer til lønudgiften for 120 ansatte, påpeger direktøren. Ifølge Henning Bæk er Aalborg Portland den virksomhed, der rammes langt hårdest af alle i Danmark. Samtidig belastes virksomhedens konkurrenter i andre lande ikke.
 
Ifølge direktøren kan Aalborg Portland ikke gøre noget for at få NOx-tallet ned. Man har allerede investeret i det mest avancerede udstyr. Dermed bliver afgiften en skat uden miljømæssig effekt, påpeger han.
 
Virksomheden anbefaler, at afgiftsforslaget bliver ændret, så det som i Norge og Sverige udformes, så det ikke belaster konkurrenceevnen for de energiintensive virksomheder.
 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord