Ny antropolog-uddannelse på AAU

Gammeldags antropologi får et skud teknologisk forståelse, når en ny uddannelse åbner til sommer. Med Globaliseringsrådets anbefalinger i ryggen skal de studerende lære om kultur, etisk beslutningstagen, teknologiforståelse og innovationskompetencer.

I sommeren 2011 åbner Aalborg Universitet dørene til en helt ny type uddannelse, som handler om at skabe forståelse mellem almindelige mennesker og de avancerede teknologier, der sætter deres præg på efterhånden alle aspekter af vores tilværelse. Det oplyser Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Betegnelsen "Teknoantropologi" dækker over et nyt vidensfelt, hvor man betragter naturvidenskab og teknologi som menneskelige aktiviteter, der påvirker og er påvirket af kulturelle forhold.

De første studerende på Teknoantropologi, som bliver udbudt både i Aalborg og på AAU's afdeling i Ballerup, får indsigt i såvel det naturvidenskabelige og teknologiske som det kulturelle område og skal blandt andet arbejde med, hvordan teknologiske landvindinger påvirker forholdet mellem mennesker.

- En bachelor eller kandidat i Teknoantropologi vil typisk blive ansat som projektleder, analytiker eller konsulent inden for HR, CSR, produktudvikling, marketing eller PR. De vil kunne leve sig ind i de teknologiske ekspertkulturer, der eksisterer i videnstunge organisationer, og de vil også være rustet til at arbejde på tværs af kulturer og landegrænser, siger lektor Tom Børsen fra Institut for Læring & Filosofi, som har udviklet det nye studium sammen med universitetsfolk på tværs af traditionelle fagskel.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord