Nye bomme sat op ved Aggersundbroen

Foto: Michael Kragmann

To års arbejde med nye elektriske systemer på Aggersundbroen er afsluttet, og nu der sat bomme op på begge sider af broen.

De seneste to har der været foretaget ikke så få spærringer af Aggersundbroen, mens Vejdirektoratet har arbejdet med at installere nye elektriske systemer på broen.

Men det arbejde er nu afsluttet. Og Vejdirektoratet meddeler, at de nye systemer vil betyde nogle ændringer for de trafikanter, der benytter broen.

Den mest væsentlige ændring er, at der nu er bomme ved hvert landfæste. Bommene er etableret i forbindelse med de eksisterende røde blink, der anvendes, når broen skal spærres af hensyn til de brede transporter, der optager begge kørebaner på broen.

Her er det vigtigt, at trafikanterne respekterer spærringerne for anden trafik.

- Det er desværre Vejdirektoratets erfaring, at nogle bilister har haft en tendens til at øge hastigheden, når de ser, at bommene sænkes, for at forsøge at køre under bommene, inden vejen spærres. Vejdirektoratet vil gerne advare mod denne tendens og gøre opmærksom på, at bommene ikke stopper, når de er ved at blive sænket. Alle påkørsler af bommene vil blive behandlet som en skadevoldersag, hvor skadevolderen vil blive holdt økonomisk ansvarlig for alle skader, siger Vejdirektoratets fagprojektleder Christian Bugge Hansen.

Både bommene ved landfæstet og dem ved klapfaget vil fremover blive styret af brovagten, som vil sænke bommene, når der er et naturligt hul i trafikstrømmen.

I forbindelse med opdateringen af de elektriske systemer er der også blevet ændret på styringen af klappen, som kørte på forældede systemer - og så er der blevet iværksat en ny og udvidet videoovervågning af trafikken på broen.

Trafikken bliver overvåget af brovagten via skærme i brohuset. Dette giver brovagten mulighed for hurtigt at gribe ind i tilfælde af uregelmæssigheder på broen. Der er også etableret ny belysning af kørebanen på broen.  

Har du et godt tip?