Ny borgmesterkandidat i Hjørring

Venstre i Hjørring Kommune har her til aften valgt rejsedirektøren Henrik Jørgensen til partiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget næste år.

56-årige Henrik Jørgensen blev med 178 ud af 233 stemmer valgt til borgmesterkandidat for Venstre i Hjørring Kommune.

Henrik Jørgensen var opstillet sammen med to andre kandidater: Per Harfeld og Thorkild Krøgh, som måtte deles om de sidste 55 stemmer.

Henrik Jørgensen er i øjeblikket direktør i DTF Travel, og er blevet foreslået til posten af Venstre i Hjørring By.

- Jeg har kæmpet hårdt for det, og sat mig ind i rigtig mange ting. Nogen har måske set det udefra og tænkt, at jeg var en amatør i det her, men når jeg går ind i noget, så gør jeg det ordentligt, siger Henrik Jørgensen til TV2/Nord.

Henrik Jørgensen afløser Susanne Sander, som har valgt at stoppe i politik efter denne periode. Nu bliver det altså ham, der skal tage kampen op mod siddende borgmester Arne Boelt (S) ved kommunevalget 2013.


Seneste nyt

fra Nordjylland