Ny DIU-formand vil have flere på is

 Ny DIU-formand vil have flere på is

Et af de vigtigste fokusområder for den nyvalgte formand for Danmarks Ishockey Union er en øget medlemstilgang.

Det kom ikke som nogen overraskelse for ret mange af de delegerede, da navnet på den nye formand for Danmarks Ishockey Union (DIU) blev offentliggjort ved lørdagens repræsentantskabsmøde i Gigantium i Aalborg.

Den hidtidige næstformand, Henrik Bach Nielsen, er nemlig det seneste år blevet kørt i stilling som afløser for den hidtidige førstemand Peter Berg og var da også eneste kandidat, der stillede op til valget.

Straks efter sin tiltræden gjorde nordjyden sine mærkesager klar. Bach Nielsen vil først og fremmest gøre sit til, at der kommer flere ishockeyspillere i Danmark end de 4255 registrerede udøvere, der findes i dag.

- Vores elite er sårbar, når ikke er der flere at tage af.
Hvis man piller de syv-otte bedste af landsholdet, så er vi markant svækket. Så stor er bredden heller ikke, lød det fra nordjyden på hjemmebanen i Aalborg, hvor han også er mangeårigt bestyrelsesmedlem i AaB Ishockey og tidligere Aalborg IK.

- Den langsigtede løsning går selvfølgelig på at få flere skøjtehaller i landet. Men selv om vi får en ny hal i Silkeborg til september, så er der desværre lang vej igen på den front. Derfor skal vi prøve at blive endnu bedre til at udnytte den kapacitet, vi allerede har. Det skal klubberne i sidste ende stå for, men vi skal fra unionens side hjælpe dem på vej. Vi skal
sætte nogle initiativer i gang, der kan hjælpe med at rekruttere flere ishockeyspillere, og gerne fra en tidlig alder. Erfaringen er, at når børnene først får begyndt, så bliver de også hængende, siger Henrik Bach Nielsen.

Han lover også med et glimt i øjet, at han vil bruge flere penge, end unionen hidtil har gjort.

- Det er ikke meningen, at vi skal være en bank, der sidder og holder på pengene. De skal investeres i fremtiden og ud at arbejde, men dertil hører naturligvis også, at det skal ske på en forsvarlig måde. Hvis ikke man har nogen penge, kan man
heller ikke skabe udvikling, og derfor skal der selvfølgelig hele tiden være sorte tal på bundlinjen, siger nordjyden, der har en forretningsmæssig baggrund med blandt andet en lederstilling hos TV2/Reklame.

Han vil naturligvis også gøre sit til, at A-landsholdets
sportslige fremgang fortsætter. Holdet er netop endt som nummer 10 ved det seneste VM i Moskva og ligger derfor i periferien af hold, der har chancer for at nå med til OL i Vancouver i 2012.

- Allerede i 2003 var det unionens vision at komme med til OL. Dengang troede man nok ikke helt på, at det kunne lade sig gøre, men det er der al mulig grund til at gøre nu. Derfor er jeg heller ikke bange for at sige, at vi vil til OL. Vi skal stadig være heldige og dygtige for, at det kan lade sig gøre, men det
er noget, vi vil arbejde hårdt på at realisere, lovede Bach Nielsen.

Han har allerede taget en smule hul på formandstilværelsen, idet han det seneste halve år har fulgt i hælene på den afgående formand, blandt andet ved det årlige nordiske møde i januar og
ved internationale ishockeyforbunds (IIHF) kongres i forbindelse ved VM i Moskva i maj. Og han får pæne ord med på vejen af sin forgænger, der efter to år som næstformand og seks år som formand nu takker af.
- Tiderne er anderledes, end da jeg trådte til. Jeg er bedst i modvind, men nu går det jo faktisk rigtigt godt, og så er det andre spidskompetencer, der skal til. Med sin baggrund inden for medier og marketing er jeg overbevist om, at Henrik er den rette
mand i spidsen for dansk ishockey, siger Peter Berg, der dog ikke helt opgiver det politiske arbejde.

Til næste forår vil han gøre et forsøg på at komme med i IIHF's bestyrelse. Advokaten sidder allerede nu med i verdensforbundets juridiske komité.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland