Ny ejer træder ind i Aalborg Håndbold

Medejer af virksomheden Coolshop er ny mand i ejerkredsen i Aalborg Håndbold.

Antallet af ejere af håndboldklubben Aalborg Håndbold stiger fra to til tre. Det meddeler direktør i Aalborg håndbold Jan Larsen i en pressemeddelelse. 

Nyeste mand i ejerkredsen er Mark Nielsen, der er medejer af virksomheden Coolshop. 

- Vi er rigtig glade for at have Mark med på holdet. I erhvervslivet har han med en nytænkende og innovativ tilgang skabt sig en succesfuld forretning, og disse kompetencer ser vi frem til at nyde godt af i Aalborg Håndbold fremover, siger direktør Jan Larsen. 

Mark Nielsen har været tilknyttet Aalborg Håndbold i flere år som sponsor med virksomheden Coolshop. 

- Jeg glæder mig til at blive en del af Aalborg Håndbold. Det er en veldrevet klub, og jeg ser frem til at bidrage med mine ideer og netværk, som jeg håber kan være med til at udvikle Aalborg Håndbold yderligere, siger Mark Nielsen.

Mark Nielsen bliver tredje mand i ejerkredsen, der i forvejen består af Jan Larsen og Eigild B. Christensen. Mark Nielsen har tidligere vist interesse for at blive en del af ejerkredsen, og nu er tiden altså moden til det. 

- Det er noget, vi har taget tilløb til i løbet af et år til halvanden. Eigild og jeg kender Mark rigtig godt, og han har givet udtryk for, at når det passede, så ville han gerne være en del af det, og nu synes vi, at det passer at få Mark ind, fortæller Jan Larsen. 

Næste gang Mark Nielsen kan tage til håndboldkamp som medejer af Aalborg Håndbold er på onsdag, når Aalborg Håndbold på hjemmebane spiller en vigtig kamp mod GOG i 888Ligaen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland