Ny forstander ansat på Limfjordsskolen

Et enigt ansættelsesudvalg har ansat Jens Lyngby som ny forstander for Limfjordsskolen i Løgstør.

Limfjordsskolen i Løgstør får ny forstander fra 1. februar 2018. Det bliver 46-årige Jens Lyngby, der overtager efter Klaus Munch, der skiftede til Hjørring Kommune den 1. november.

Jens Lyngby har en solid erfaring som pædagog og lærer og har siden 2006 været ien lederrolle.

- Jens har over to samtaler fremstået som en kompetent leder, der har meget øje for arbejdsmiljø og et velfungerende teamsamarbejde. Han har skitseret nogle klare nøglepunkter for de første 100 dage med vægt på at lære alle elever at kende, synlighed og samtaler med alle ansatte, siger Skole- og Dagtilbudschef i Vesthimmerlands Kommune, Anders Norup.

Limfjordsskolen er et tilbud til unge med særlige behov, for eksempel udviklingshæmmede, unge med lettere autisme, ADHD eller psykiske vanskeligheder. Det er et efterskolelignende tilbud, hvor de unge både bor og går i skole.

- Jens har nogle spændende tanker omkring kommunikation, som er utroligt vigtigt i en institution, hvor eleverne både går i skole og bor, siger Anders Norup.

Jens Lyngby er fra Øster Hornum, og han kommer fra en stilling som viceinspektør på Vestermarkskolen i Aars.


Seneste nyt

fra Nordjylland