Ny høringsfrist for prestigebyggeri
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Bygherren Finn Hovalt Mathiesen fra Aars viser vandtårn-projektet frem.
Vesthimmerlands Kommune forlænger nu fristen til at gøre indsigelse mod et spektakulært byggeri omkring vandtårnet i Aars.
For os er det en lille sejr.
- Morten Holm.
Det sker efter at TV2 Nord har fortalt om omfattende protester mod projektet. Naboerne mener, at byggeriet er for højt og for stort, og den nærligende børnehave og skole frygter, at byggeriet får konsekvenser for en sti, som bliver brugt som børnenes skolevej.
150 har givet høringssvar
Bygherren Finn Hovalt Mathiesen fra Aars mener, at modstanden mod projektet bygger på misforståelser.
- Jeg synes det er i orden, at høringsperioden bliver forlænget. Jeg er forretningsmand og vil gerne se resultater, men jeg vil gerne have at det foregår på en rigtig og fair måde, hvor der er ingen der føler sig tromlet, fordi det skal gå for hurtigt, siger Finn Hovalt Mathiesen.
Morten Holm, der er en af initiativtagerne til en underskriftindsamling mod det planlagte byggeri, er også tilfreds med, at høringsfristen nu er forlænget med yderligere 14 dage.
- Det tager vi i arbejdsgruppen rigitg positivt. For os er det en lille sejr, at kommunen nu har erkendt, at de har brug for mere tid til at vurdere projektet. Vi har stillet spørgsmålstegn ved flere ting ved byggeriet, og dem håber vi nu at få besvaret, siger Morten Holm.
Knap 150 personer og institutioner har foreløbigt afgivet høringssvar til projektet, der omfatter 34 nye boliger omkring vandtårnet i Aars.