Ny kampagne skal få flere til at blive praktiserende læge

Der har gennem flere år været udbredt mangel på praktiserende læger i Nordjylland, et problem der langt fra er løst, men derimod har bredt sig til resten af landet, og nu er Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) gået sammen om en kampagne,der skal tiltrække flere medicinstuderende og nyuddannede læger til almen praksis - også i Nordjylland.

Der bliver nemlig brug for, at endnu flere af fremtidens læger vælger almen praksis.

Alle danskere skal have adgang til egen læge - uanset hvor man er bosat i landet. Men desværre er antallet af praktiserende læger faldende. I 2011 var der 3595 praktiserende læger – i dag er der blot 3365.

Det er hovedårsagen til, at der nu bliver oprettet 100 ekstra hoveduddannelsesstillinger i almen medicin – 50 i 2020 og 50 i 2021. Det er besluttet i den nyligt indgåede økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner.

Men det er ikke nok alene at oprette stillingerne – det er også helt afgørende, at de bliver besat. PLO og Danske Regioner lancerer derfor nu kampagnen ”Få lov til det hele - bliv praktiserende læge”, som skal sikre, at flere medicinstuderende og nyuddannede læger får øjnene op for livet som alment praktiserende læge, og at de nye hoveduddannelsesstillinger bliver besat. Kampagnen bakkes op af Sundheds- og Ældreministeriet.

- De alment praktiserende læger er indbegrebet af det nære sundhedsvæsen. Det er dem, der har den første kontakt med patienterne, og som følger dem i det daglige. Men vi står over for en virkelighed, hvor vi kan se, at behovet for nye praktiserende læger er stigende, samtidigt med at mange praktiserende læger forlader arbejdsmarkedet. Det problem skal vi løse hurtigst muligt, og derfor gør vi nu en masse for at tiltrække læger til almen praksis, siger Stephanie Lose, formand i Danske Regioner.

Fokus på almen medicin

- Hvis vi skal løse manglen på praktiserende læger, er det vigtigt, at der uddannes markant flere speciallæger i almen medicin, ikke bare i de næste par år, men også i årene derefter. Ellers får vi ikke bugt med den alvorlige mangel på praktiserende læger, som nu har fulgt os i mange år. Derudover er det vigtigt at styrke indsatsen for at fastholde ældre praktiserende læger lidt længere, for mange læger nærmer sig pensionsalderen, siger PLO’s formand Christian Freitag.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger, at det for regeringen har høj prioritet at få løst lægemanglen i almen praksis.

- Det er fuldstændig afgørende, at alle borgere i Danmark har adgang til en praktiserende læge. Derfor er det meget positivt, at PLO og Danske Regioner har taget dette initiativ, som vi i regeringen bakker op om. For det er en fælles interesse at sikre, at der i fremtiden er praktiserende læger nok til at bemande det nære sundhedsvæsen, siger Magnus Heunicke.

Fakta

* I de seneste år er her år er gennemsnitsalderen for de praktiserende læger faldet. Fra 54,5 år i 2011 til aktuelt 52 år. Det afspejler dels, at der kommer flere unge praktiserende læger, men også at en del ældre læger er gået på pension.

 

* Regeringen har for nylig aftalt med Danske Regioner, at der de næste to år skal uddannes 100 ekstra speciallæger i almen medicin. Sammen med de initiativer, der tidligere er taget, vil det betyde, at der årligt oprettes næsten 100 flere hoveduddannelsesforløb i almen medicin end for blot få år siden.

 

Kilde: PLO

 


Seneste nyt

fra Nordjylland