Ny keeper til Aalborg Håndbold

Der er fundet en ny mand til målet i Aalborg Håndbold. Foto: Jesper Lange

Aalborg Håndbold har skrevet en to-årig kontrakt med den 30-årige norske landsholdskeeper Ole Erevik, der tiltræder i den nordjyske klub 1. juli.

Ole Erevik skifter til Aalborg Håndbold fra KIF Kolding, hvor han har spillet i tre sæsoner.

- Ole Erevik har hele tiden stået øverst på vores ønskeliste over afløsere for Jannick Green, og dermed er endnu en vigtig brik på plads i opbygningen af Aalborg Håndbold. Med Ole Erevik og Søren Pedersen som målmandsduo står vi stærkt rustet, og vi er nået et nyt skridt mod målet om at skabe et hold, der kan spille med i toppen af ligaen, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.

Om skiftet fra KIF Kolding til Aalborg Håndbold siger Ole Erevik selv:

-Jeg glæder mig til at spille for Aalborg Håndbold, hvor jeg fornemmer, at der er noget stort i gang, og ambitionsniveauet fortsat er højt.
Aalborg er en rigtig håndbold-by med stor tilskuer-interesse. Som Kolding-spiller har jeg fortsat de to DM-finaler fra i fjor i frisk erindring og glæder mig til at være på hjemmebane i Gigantium Arena, siger den 1,96 meter høje Ole Erevik.

Ole Erevik har spillet 123 A-landskampe for Norge og har deltaget i seks EM- og VM-slutrunder. Han debuterede på landsholdet for snart 10 år siden og var med til sin første slutrunde i 2005. Han har desuden spillet talrige europæiske kampe for sine klubhold, både Champions League og Cupwinners Cup, som han i 2005  vandt sammen med Ademar Leon i Spanien.

Ole Erevik indledte sin karriere i Viking Stavanger og skiftede derefter til Ademar Leon og via Bidasoa i Spanien og Magdeburg i Tyskland kom han til KIF Kolding i 2008.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord