Ny kogræsserforening må undvære tyrekalvene - kunne kun få kvier

Det nye projekt med en kogræsserforening i Hasseris blev søsat lørdag, dog uden de lovede tyrekalve.

Planen var egentlig, at den nystiftede Hasseris Enge Kogræsserforening i dag, lørdag, ville have sat tyrekalve ud i engene.  

Hvert år bliver der nemlig skudt flere end 20.000 tyrekalve i landbruget, men i Hasseris Enge var idéen, at nogle få eksemplarer så skulle have været så heldige at gå og æde sig store i fred og ro. Men da dyretransporten dukkede op var der ingen tyrekalve med. 

- Det har desværre vist sig, at jersey-tyrekalvene, som vi havde i tankerne, er blevet solgt. Vi har ikke kunnet skaffe andre, så det bliver altså en kvie og en stud i stedet, forklarer Thorkild Nissen, der er økologikonsulent for Hasseris Enge Kogræsserforening.

Skal fremme bynær økologi

Der er lige omkring 30 medlemmer i den ny kogræsserforening. Henover sommeren skal de på skift passe og holde øje med kreaturerne.

- For os, der er med i foreningen, tror jeg ikke, at det er så vigtigt, hvilke dyr der er tale om. Det er hele idéen med projektet, vi godt kan lide, siger Nadia Flyvholm Bak fra Nørholm, der er et af medlemmerne i foreningen.

Aalborg Kommune har været med til at få stablet den ny kogræsserforening på benene.

- Om det er tyrekalve eller økologiske kvier, betyder ikke så meget. Det vigtigste er, at vi får et tilhørsforhold til vores fødevarer, og vi fremmer bynær økologi, siger Zacharias Brix Madsen, der er grøn agent i Aalborg Kommune.

Kogræsserforeningen håber, at kunne sætte tyrekalve på græs næste forår.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland