Ny kræftrådgivning tæt på Aalborg Sygehus

Vinderprojektet er blevet kåret. Den nye kræftrådgivning, som Kræftens Bekæmpelse og Realdania bygger i Aalborg, skal ligge tæt på sygehuset.

Grønne områder, åbenhed og hjemlighed skal ifølge Kræftens Bekæmpelse betegne den nye kræftrådgivning i Aalborg.

- Vi bygger et hus, der føles hjemligt og rart og giver rum til alle former for liv. Rådgivningen kommer til at ligge få hundrede meter fra hospitalet, så bliver det nemt for kræftpatienter og pårørende at komme forbi til en kop kaffe og måske en snak mellem behandlingerne. I rådgivningen kan de hilse på de frivillige, tale med vores professionelle rådgivere og deltage i aktiviteter, siger Leif Vestergaard Pedersen, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Kræftrådgivningen kommer til at ligge på hjørnet af Frederik Obels Vej og Steenstrupvej.

- Der kom tre rigtig gode og meget forskellige forslag frem i konkurrencen. De afspejler alle et stort engagement i opgaven, og de forsøger på hver deres måde at tolke visionen om en åben rådgivning, som også arkitektonisk kan give den bedst mulige støtte i en meget svær situation i livet, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.


Seneste nyt

fra Nordjylland