Ny krydstogtsdestination i sigte: Turister vil til Cold Hawaii

Hanstholm Havn bliver den første havn på vestkysten, der tager imod krydstogtsskibe. Foto: Streamfactory

Hanstholm Havn kommer på listen over danske krydstogtdestinationer, når to store skibe sætter kurs mod Danmarks største vildmark og oplevelser i Thy i 2020 og 2021.

I fremtiden kan Nordjylland bryste sig af at have hele tre havne, som tiltrækker store krydstogtskibe.

I juli 2020 og igen i juli 2021 vil to store krydstogtskibe nemlig sejle igennem Hanstholm Havns nye indsejling og lægge til kaj med flere hundrede krydstogtturister.

- Det er dejligt, og helt nyt for Hanstholm Havn, og vi glæder os til at tage imod krydstogtsgæsterne, siger direktør ved Hanstholm Havn, Niels Clemensen.

Hanstholm Havn er lige nu ved at blive renoveret. Det betyder, at den i fremtiden kan tage imod de store krydstogtsskibe og ikke kun de små fiskerbåde. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Hanstholm Havn er mest af alt en fiskerihavn, men det bliver der lavet om på nu. De er nemlig i fuld gang med at renovere, udvide og skærme af for store bølger. Det betyder, at de store krydstogtsskibe godt vil kunne anløbe ved havnen i fremtiden, selvom der ikke er nogen kaj til de store skibe.

- Jeg tror, det er dét, der har gjort, at krydstogtsindustrien har fået øje på os, for førhen ville det ikke være muligt, men i 2020 er vi klar, og vi arbejder på, at det bliver en succes, siger direktøren.

Hanstholm Havn har ikke selv opsøgt krydstogsbranchen, og de har heller ikke gjort noget bevidst for at markedsføre dem selv som krydstogtshavn. Det hele er kommet i stand næsten helt af sig selv, efter de er blevet kontaktet af SDK Cruise, som de har lavet aftalen med.

Hos SDK Cruise mærker de, at krydstogtsindustrien er i kraftig vækst, og det har genereret en efterspørgsel på nye og mindre destinationer, hvor gæsterne har mulighed for at opleve det mere lokale og autentiske.

- Hanstholm Havn er en af de få havne på den danske vestkyst, der kan tilbyde kajfaciliteter til krydstogtskibe. Med Thy som bagland giver det gæsterne mulighed for at opleve det lokale fiskermiljø i Hanstholm og den rå og vilde omkringliggende natur med mange seværdigheder, siger Louise Landler, der er Business Development Manager hos SDK Cruise.

I fremtiden bliver Hanstholm Havn meget mere end en fiskerihavn. Foto: Limfjord update

Byder på anderledes oplevelser

Det er især Thys anderledes natur og de flere forskellige surfer spots i området, der har gjort, at SDK Cruise og deres passagerer har fået øjnene op for Hanstholm Havn som krydstogtsdestination.

Det er ret unikt og anderledes i forhold til, hvad man som krydstogtgæst ellers kan opleve i Danmark. Vi tror derfor, at Hanstholm på sigt kan blive en ganske interessant krydstogtdestination

Louise Landler, Business Development Manager, SDK Cruise

- Det er ret unikt og anderledes i forhold til, hvad man som krydstogtgæst ellers kan opleve i Danmark. Vi tror derfor, at Hanstholm på sigt kan blive en ganske interessant krydstogtdestination, siger Louise Landler, der er Business Development Manager hos SDK Cruise.

Den lokale turismeoperatør VisitThy har et helt klart bud på, hvad de mange udenlandske krydstogtturister kan forvente af Thy

- For besøgende fra udlandet rummer Thy noget, man vanskeligt finder andre steder. Havnens nabo er en af Europas mest markante klitheder med en storslået udsigt fra talrige udsigtspunkter, og i de små kystbyer blomstrer charmerende stemninger med fiskeri, kunst og friluftsaktiviteter, hvor Cold Hawaii beskriver noget særegent, turistchef Ole Riis.

Det er blandt andet surfer spottet 'Cold Hawaii', der ligger ved Klitmøller, der gør, at krydstogtindustrien vil anløbe i Hanstholm Havn. Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Stor værdi for Thisted Kommune
Det er ikke kun Hanstholm Havn, der bør klappe i sine hænder. I hvert fald ikke hvis man spørger turistchefen i området.

Med krydstogtsanløb får vi sat Thy på et helt nyt kort. Vi kan vise vores egn frem for de mange udenlandske gæster, give smag for lokale produkter og forhåbentlig anspore til flere besøg på et senere tidspunkt

Ole Riis, turistchef, VisitThy

Han er helt overbevist om, at krydstogtskibene vil få stor markedsføringsmæssig betydning for Thy – både nu og på sigt.

- Med krydstogtsanløb får vi sat Thy på et helt nyt kort. Vi kan vise vores egn frem for de mange udenlandske gæster, give smag for lokale produkter og forhåbentlig anspore til flere besøg på et senere tidspunkt. Vi er klar til at give krydstogtgæster en rigtig god oplevelse i Thy med skræddersyede ture og oplevelser – og forhåbentlig thyboerne en rigtig god oplevelse af krydstogtgæster, siger Ole Riis.

Danmarks største vildmark, Nationalpark Thy, bliver én af de seværdigheder, som krydstogtgæsterne vil besøge. Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Den positive forventning til at tage imod de mange krydstogtturister bliver gengældt hos borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, der samtidig fremhæver det afgørende samspil mellem udvidelsen af Hanstholm Havn og Thys oplevelsespotentiale.

- Jeg er stolt af at repræsentere en kommune, hvor en fremtidssikret havn med en ideel placering ved Nordsøen skaber helt nye muligheder for også at tiltrække internationale turister. Havnen kan dog ikke tiltrække krydstogtskibene alene. Den bærende faktor for succes er en ualmindelig spændende destination, som kan tilbyde et unikt samspil mellem natur, kultur og madoplevelser, siger borgmesteren.

Den første krydstogtbooking i Hanstholm Havn er med skibet »MS Berlin«, som anløber havnen den 14. juli 2020 med plads til 412 gæster. Året efter, den 23.-24. juli 2021, ankommer det noget større skib »MS The World«, som er et af verdens mest eksklusive krydstogtskibe med lejligheder til 150-200 passagerer.

Hanstholm Havn bliver den første havn på vestkysten, der tager imod krydstogtsskibe. Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Forsiden lige nu