Ny lov håner nordjyder

Det er en hån mod de nordjyder, der tidligere har arbejdet med asbest blandt andet på Aalborg Værft og Eternatfabrikken i Aalborg. Det mener det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet.

Det oplyser P4 Nordjylland.

Beskræftigelsesminister Inger Støjberg afviser at lave en
dispentation i forhold til en ny lov, der træder i kraft ved
årsskiftet, som betyder, at personer med arbejdsskader ældre end 30 år ikke kan få erstatning. Og det uacceptabelt, mener Bjarne Laustsen.

-Arbejdsskader som følge af, at man har været udsat for
asbest, opstår mange gange først efter 30 år. Efter d. 1. januar kan de ikke godkendes længere. Det er jo katastrofalt, når vi har så mange tilfælde alene i Nordjylland, mener han.
 
Vurderingen fra en overlæge på Aalborg Sygehus lyder på, at omkring 300 nordjyder vil få konstateret lungehindekræft over de næste 10 år som følge af deres arbejde med asbest.

Og de nordjyder vil, som følge af den nye lov, ikke kunne få erstatning. Socialdemokraten Bjarne Laustsen er utilfreds med, at ministeren blankt afviser en dispentation.

-Jeg synes, det er en hån mod de, som har arbejdet med asbest. Skadevirkninger viser sig jo først lang tid efter, derfor kan vi ikke være bekendt overfor de folk, der bliver ramt af en dødbringende sygdom, at de ikke kan få erstatning, siger han.

Bjarne Laustsen oplyser, at Socialdemokratiet inden jul vil udarbejde et beslutningsforslag om, at indføre en dispentation for erstatningssager, der er ældre end 30 år. Det forslag skal Folketingets partier så stemme om udenom regeringen og beskæftigelsesministeren.

/Ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland