Ny lyd-forskning fra AAU skal forbedre danskernes sundhed og livskvalitet

Forskere fra Aalborg Universitet (AAU) vil sammen med nogle af landets førende lydvirksomheder gøre det muligt at skabe personlige lydzoner i hospitaler og private hjem.

Professor ved AAU Jesper Kjeldskov.
Professor ved AAU Jesper Kjeldskov.
Foto: AAU

Forskere fra Institut for Datalogi og Institut for Elektroniske Systemer på AAU er gået sammen med blandt andre B&O i et nyt projekt, der skal gøre det muligt at skabe personlige lydzoner eksempelvis omkring en patient i et hospital eller hvert familiemedlem i private hjem.

Lydzonerne forudses at kunne forbedre sundheden og livskvaliteten for de 40 procent af den danske befolkning, der i dag er negativt påvirket af lyd. 

- Flere studier har vist, at uønsket lyd har store skadelige konsekvenser for mennesker. Det er årsag til stress, hjertesygdomme, psykologiske problemer og lavere trivsel og produktivitet. Ønsket lyd derimod, eksempelvis musik eller naturlyde, har påviste positive effekter. Det kan være afstressende, smertestillende, sænker nervøsitet og giver følelse af glæde, skriver AAU i en pressemeddelelse.

Stort sundhedspotentiale i positive lydindtryk

Derfor er Innovationsfonden, Bang & Olufsen, SoundFocus, Wavecare og Aalborg Universitet gået sammen om et nyt stort forskningsprojekt, der skal udvikle et lydsystem, som forbedrer danskernes sundhed og livskvalitet - i første omgang på hospitaler og i hjemmet. Projektet, der går under navnet ISOBEL, støttes af Innovationsfonden med knap 20 millioner kroner.

- Målet er at udvikle en helt ny type lydsystem, hvor højttalere ikke bare afspiller en bestemt kanal, men i samspil er i stand til at skabe et antal lydzoner i et lokale eller område, hvor man kan styre den lyd, der afspilles og maskere uønsket lyd. Vel at bemærke uden brug af eksempelvis hovedtelefoner eller andet personligt udstyr, siger professor og institutleder ved Institut for Datalogi på AAU Jesper Kjeldskov.

- Når man er indlagt, er man i forvejen i en svær og stresset situation i uvante omgivelser, der kan synes kaotiske. Hvis vi kan indkapsle hver enkelt patient i en positiv lydzone, kan vi ikke blot skabe roligere omgivelser, men det rette lydmiljø kan virke direkte smertestillende og derved bidrage til patientens pleje, siger professor Jan Østergaard fra Institut for Elektroniske Systemer på AAU.

Om projektet:

  • Innovationsfondens investering: 18 millioner kroner.
  • Samlet budget: 30 millioner kroner
  • Varighed: 4 år
  • Officiel titel: Interactive Sound Zones for Better Living (ISOBEL)
  • Projektet er et samarbejde mellem virksomhederne Bang & Olufsen, SoundFocus, Wavecare, og Aalborg Universitets institutter for Elektroniske Systemer og Datalogi. Sammen skal de udvikle og afprøve et interaktivt dynamisk lydzone system, som i første omgang skal tages i anvendelse på hospitaler og i private hjem. 
  • Netop disse steder kan styring af lydindtryk have store helbredende og forebyggende effekt. Det kan forbedre patientmiljø, arbejdsmiljø, familiemiljø, osv. På længere sigt forventes det, at resultaterne fra projektet kan udvides og skaleres til fx udendørsområder og store offentlige rum.

Højttalere skal skabe målrettede lydzoner

Konkret vil forskerne udvikle et dynamisk og interaktivt lydzonesystem, der tilpasser sig omgivelserne. Systemet skal automatisk og med løbende målinger ændre de akustiske indstillinger ud fra brugerens ønsker og behov og dermed gøre lydzonerne i stand til at ændre form, størrelse og placering, eksempelvis hvis man flytter sig, hvis antallet af personer i rummet ændres, eller hvis man åbner vinduer.

Ifølge Jesper Kjeldskov og Jan Østergaard er de potentielle sundhedsmæssige gevinster ved det nye projekt enorme. De forudser, at systemet vil kunne ændre den måde, vi påvirkes af vores fysiske omgivelser på, hvilket vil være gavnligt for vores sundhedstilstand.

- Der har generelt været for lidt fokus på den sundhedsmæssige effekt af lyd – og ikke mindst uønsket lyd. Men det har kæmpe betydning for vores alles trivsel og sundhed, og derfor tror vi også på, at potentialet for dynamiske lydzoner er enormt, siger Jesper Kjeldskov. 

- Ud over anvendelsen på hospitaler vil systemet også kunne anvendes eksempelvis på fly eller i private hjem, så vi kan skabe et sundt lydklima med væsentligt mindre oplevet støj og dermed også væsentligt mindre sundhedsmæssig påvirkning

 
 
Foto: AAU

Seneste nyt

fra Nordjylland