Ny målmand

Det bliver den 25-årige Morten Nergaard fra den norske top-klub Elverum, der fra 1. juli bliver makker med Ole Erevik i målet i Aalborg Håndbold.

Morten Nergaard afløser dermed Søren Pedersen, som skifter til Mors-Thy Håndbold efter denne sæson.
Morten Nergaard regnes blandt de tre-fire bedste målmænd i Norge og er en del af det norske bobler-landshold. Han har spillet fem A-landskampe og ca. 20 kampe for U- og Y-landshold.
Morten Nergaard har altid spillet i Elverum, hvor han har været en del af førsteholdet, siden han var 16 år. Han har vundet sølv i den norske Postenliga med Elverum de tre seneste sæsoner og var norsk pokalmester i 2008, ligesom han har spillet mange europæiske kampe for klubben.

- Morten er en reaktionsstærk målmand, der som første keeper i Elverum har markeret sig blandt de bedste i den hjemlige norske liga i de seneste sæsoner. Vi tror på ham som en perfekt makker til Ole Erevik, og vi har i de to en meget stærk målmandsduo, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.

- Efter at have spillet i Elverum i hele min karriere, så er tiden inde i at prøve mig selv af i en ny klub og en ny liga. Aalborg Håndbold og den danske liga er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Jeg får mulighed for at udvikle mit spil yderligere, træne noget bedre og på et højere niveau, siger Morten Nergaard, der i disse dage er med i slutspillet med Elverum.


Seneste nyt

fra Nordjylland