Ny masteruddannelse i udsatte børn

Foto: Ivan Johan Hansen

De første studerende har nu fået deres eksamen i en ny uddannelse på Aalborg Universitet i udsatte børn og unge.

De mange sager om sexmisbrugte børn har fået socialstyrelsen og socialministeriet til at støtte en ny masteruddannelse i udsatte børn og unge på Aalborg Universitet. I dag blev det første holds studerende færdige.

Et utal sager om misbrug og misrøgt af børn overbeviste socialministeriet og socialstyrelsen om at det faglige niveau i kommunerne skal hæves. Specielt blandt de faglige ledere.

-En faglig leder skal ligesom sætte en retning. Det er den vej vi går. Det er noget af det vi arbejder meget med - hvordan kan vi lave en god retning for arbejdet med børn og unge i den enkelte kommune, i forhold til hvad vi ved om det her område, siger lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitet til TV2/NORD.

Anne Løngaa har mange års erfaring som børne- og ungechef i flere kommuner. Ifølge hende er det forkerte metoder der er skyld i at udsatte børn ikke bliver opdaget.

-Tit så har man ikke den faglighed og den viden der skal til. Man kigger tit på ydre ting, men man glemmer at kigge på de indre ting der sker i de her børn og i de her familier, siger Anne Løngaa, studerende på den nye uddannelse til TV2/NORD.

De 15 studerende er nu klar til at komme tilbage i kommunerne og højne indsatsen for udsatte børn og unge, men der kommer til at gå flere år før effekten af den nye uddannelse kan mærkes.

-Der er jo 98 kommuner med rigtig, rigtig mange faglige ledere, så inden vi når alle lederne igennem vil der jo ikke ske nogen forandring, siger lektor Karin Kildedal.

Flere nyheder fra TV2 Nord