Ny mole deler vandene

Ny mole sætter sindene i kog i Løkken. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Skal en ny mole ved Løkken være åben, så vandet kan strømme igennem, eller skal den være lukket, som den er det i dag. Spørgsmålet deler vandene - for begge løsninger kan få store konsekvenser.

Sommerhusejer Jørgen Mølgaard har en bøn til politikerne. Løkken Læmole skal åbnes, så kysten ud for sommerhusene i Furreby kan få noget sand og blive bredere - før det er for sent.

-  Hvis ikke vi gør noget, så vil vi forsvinde i havet, siger Jørgen Mølgaard.

I den kommende tid skal Hjørring Kommune tage stilling til, hvad der skal ske med den gamle mole. En mole som i dag hindrer aflejringen af sand nord for kysten. Men hvis molen ændres, eller helt fjernes, så frygter fiskerne til gengæld, at indsejlingen sander til.

-   Jamen, så stopper fiskeriet hernede. Så bliver der måske en jolle tilbage, der nemt kan komme over, men de store både vil ophøre, siger formand for Løkken Fiskeriformand, Bøgild Nielsen, til TV2/Nord.

En beregning fra Kystdirektoratet viser, at molen holder på enorme mængder sand. Fjerner man molen vil det med tiden gøre stranden nordpå 70 - 80 meter bredere. Men politikerne tøver med at lukke op for sluserne.
-   Jeg anser det at lave en åben mole for at være ikke til stede. For hvis vi gør det, så piller vi halvdelen af interessenterne fra, og det er fiskerne - og de har behov for en lukket mole, siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Per Harfeld (Venstre), til TV2/Nord.

Men sommerhusejerne mener ikke, at det er et enten eller. I følge dem, så vil en åben mole vil give plads til alle. Både fiskere og sommerhusejere.

-   Vi synes jo også, at vi har en lille rettighed til at kunne blive her - ligesom fiskerne og turismen også skal blive her, siger Jørgen Mølgaard til TV2/Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord