Ny næse til Parkeringskontrol Nord

Folketingets Ombudsmand udtaler stærk kritik af Parkeringskontrol Nord i en foreløbig redegørelse

Baggrunden er to klagesager over uretmæssige bøder. Selvom det endnu ikke var afgjort om bøderne skulle fastholdes opkrævede Parkeringskontrol Nord rykkergebyrer da bøderne ikke blev betalt. Det fik bilisterne til at klage, og FDMs jurister gik ind i sagen.

Jurist Lennart Fogh, der har ført sagen for de to bilister, siger til TV2/Nord.

- Når man har klaget over sin parkeringsafgift er det fordi man ikke er enig i, at den skal betales. Og i sådan en situation skal man ikke også arbejde under det pres, at man kommer til at betale dyre gebyrer, hvis man ikke får medhold.

Den udlægning var Ombudsmanden altså enig i, og Parkeringskontrol Nord kan tilføje en næse til samlingen. Tidligere har Ombudsmanden krævet 8000 parkeringsbøder udstedt i Brønderslev Kommune tilbagebetalt, da de var uretmæssigt opkrævet.

Chefen for Parkeringskontrol Nord, Jørgen Pedersen, har ikke haft mulighed for at læse Ombudsmandens seneste kritik endnu, og vil derfor ikke forholde sig til den. Han oplyser til TV2/Nord, at den omstridte praksis allerede er ændret, og at bøderne i øvrigt ikke blev fastholdt.

Bilister, der klager over deres parkeringsbøder, vil altså ikke længere blive opkrævet rykkergebyrer mens sagerne behandles.


Seneste nyt

fra Nordjylland