Ny omfartsvej er stadig en dårlig investering

Allerede i 2013 slog en forundersøgelse fra Vejdirektoratet fast, at en omfartsvej omkring Mariager ikke kan betale sig.

René Nielsen er ikke imponeret af planerne om en ny omfartsvej omkring Mariager. Han er selvstændig vognmand med base i Sdr. Onsild og har kørt lastbil på vejene i og omkring byen i årevis.

- Den var vel kommet for mange år siden, hvis den var så nødvendig. Nu har jeg kørt i 12 år og det har fungeret fint. Vi ved jo, at når vi kører i det her område, er det lidt bøvlet, konstaterer han.

Faktisk har det været kendt længe, at en omfartsvej omkring Mariager er en dårlig investering.

En forundersøgelse foretaget af Vejdirektoratet slog allerede i 2013 fast, at en omfartsvej ikke er nødvendig. Et billede, som ikke har ændret sig siden dengang, lyder det i dag fra Harry Lahrmann, trafikforsker ved Aalborg Universitet.

VIDEO: Harry Lahrmann er trafikforsker ved Aalborg Universitet, og han mener, at en kortere omfartsvej også er en dårlig idé.

- Der er nogle lastbiler og nogle få biler, men der er ikke mange. Og der er ikke flere, end der er i alle andre småbyer, som har gårde og industri liggende i nærheden, siger han.

Efter længere tids kritik af den oprindelige plan om en omfartsvej til 377 millioner kroner, foreslog Dansk Folkeparti i går en alternativ løsning med en kortere omfartsvej til mellem 60 og 80 millioner kroner.

- Vi har sendt den tilbage, fordi der har været en kraftig kritik af de 377 millioner, som jo var et rammebeløb. Den har jeg selvfølgelig taget til mig og sagt, at det skulle jeg nok også have vurderet anderledes, siger trafikordfører Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti.

Omfartsvejen deler vandene

Spørgsmålet om, hvorvidt en omfartsvej er en god idé bliver dog ved med at dele vandene i Mariager.

quote Jeg synes kun, at det er til at grine af. Hvorfor begynde at udvide her og der og alle vegne?

Mona Aalestrup, Øster Hurup

- Jeg synes kun, at det er til at grine af. Hvorfor begynde at udvide her og der og alle vegne?, siger Mona Aalestrup. Hun bor i dag i Øster Hurup, men stammer fra Mariager.

Lidt udenfor byen, nogle få hundrede meter fra det sted, hvor den nye - og kortere - omfartsvej ifølge Dansk Folkepartis forslag skal slutte, bor Alice Lindstrøm. Hun hilser ideen om en omfartsvej velkommen.

- Det kan være ganske udmærket, tror jeg. Så kan man starte der (med en kort omfartsvej, red.) Og så kan man jo se, hvordan behovet og hvordan biltrafikken udvikler sig, siger hun.

Men med et folketingsvalg lige om hjørnet kan der være mange torne endnu på vejen i rosernes by, inden spørgsmålet om en omfartsvej er afgjort.

Dansk Folkeparti har nu sendt deres forslag tilbage til Transportministeriet og Vejdirektoratet. Det sker for - på ny - at få vurderet, om en omfartsvej ved Mariager er samfundsøkonomisk rentabel.

I videoen herunder kan du se, hvordan trafikken er ved Mariager.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland