Ventede 38 minutter på en ambulance

Siden 1. januar har der været fem hændelser i Nordjylland, hvor ambulancen først er nået frem efter 30 minutter.

Region Nordjylland er det sted i landet, hvor responstiderne på en ambulance er længst. En helt ny opgørelse til forretningsudvalget i Region Nordjylland viser, at der i første kvartal 2017 har været fem hændelser i Nordjylland, hvor det har taget over 30 minutter for ambulancen at nå frem.

Den længste ventetid i regionen siden januar er i Hanstholm i Thisted, hvor ambulancen først nåede frem efter 38 minutter. Her er årsagen: "Flere samtidige kørsler. Alle bereskaber fra både Thisted, Hurup, Fjerritslev og Løgstør var optaget på kørsel."

- Ventetider på op til 38 minutter er ganske enkelt ikke i orden og meget uheldigt. Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan gøre beredskabet bedre, men vi kan aldrig undgå, at ambulancerne er ude til andre opgaver. I de fem hændelser, hvor ambulancen først ankom efter 30 minutter, var paramedicineren også hurtigere fremme for at hjælpe, udtaler regionsrådsmand Ulla Astmann.

Ud over eksemplet fra Thisted, hvor venetiden var på 38 minutter ventede en borger også 33 minutter på en ambulance i Sæby. Årsagen er i opgørelsen beskrevet som følgende: "Ambulancen var på vej hjem fra en tur til Skagen og Frederikshavn og Dronninglund var optaget af andre kørsler".

I Farsø er der i årets første kvartal blevet ventet 31 minutter på en ambulance. Her beskrives årsagen på den lange responstid som: "Flere samtidige kørsler. Aars-beredskabet var optaget på kørsel og Løgstør-bereskab var optaget på kørsel".

- Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan gøre beredskabet bedre, og nu indsætter Falck også ekstra mandskab i Vesthimmerland. Så vi søger hele tiden at forbedre ventetiden, siger Ulla Astmann.

 

Baggrunden for den nye opgørelse af responstider over 30 minutter er, at Regionsrådet i januar besluttede, at de fremadrettet ville have et bedre fokus på, hvad årsagen er til de lange ventetider, og hvor hændelserne har været. Region Nordjylland har nemlig sat et mål om, at ambulancen i gennemsnit skal være fremme inden for ni minutter og 12 sekunder. Responstiden opgøres dog som et gennemsnit over hele regionen.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland