Ny Playstation bruger nordjysk teknologi

Når den længe ventede spillemaskine Playstation 3 rammer det danske marked på fredag, så er det med et Nordjysk islæt. Virksomheden CSR i Aalborg har udviklet en vigtig del af softwaren.

Hemmeligheden ligger i en lille 4 gange 4 millimeter chip. Den indeholder den bluetoothsoftware, der kan få playstations spillekonsol og controller til at snakke sammen trådløst.

- Det er et projekt, der betyder meget prestige. Alle kender Playstation, så det er rigtigt fedt at arbejde på. Normalt laver CSR software til mobiltelefoner, men for Playstation har det været nødvendigt at lave en masse optimeringer, så spillene kører hurtigst muligt, siger Jacob Kjær.. Han er softwareingeniør hos CSR i Aalborg og er den, der har lavet det meste af bluetoothsoftwaren til Playstation.

CSR har 43 ingeniører ansat i Aalborg og er en udviklingsafdeling af den engelske virksomhed Cambrige Silicon Radio. Det er slet ikke tilfældigt at Sony valgte software herfra.

- Vi sidder næsten i alt der har bluetooth i sig. Vi er verdensførende og sidder på 60 procent af markedet, siger teknisk direktør i CSR, Carsten Bukholdt Andersen.

Playstation ordren på omkring 300 millioner chips til omkring 3 dollar stykket er altså kun en ekstra fjer i hatten. Men håbet er at projektet kan åbne døre til Sonys konkurrent.

- Det kan jo være Microsoft kunne være interesserede i os, næste gang de skal lave n konsol, siger den tekniske direktør.

På fredag lægger hundredevis af spillefreaks sig i kø for at få fingrene i den nye spillekonsol med den nordjyske software, men inden da er den afprøvet af de rigtige eksperter.

- Jeg har haft mine børn og nogle af deres venner til at prøve den, og de gav den fem ud af fem stjerner, siger Carsten Bukholdt Andersen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord