Ny rektor for Aalborg Universitet

Foto: Aalborg Universitet

Per Michael Johansen, dekan for Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet (SDU), er ansat som ny rektor for Aalborg Universitet.

Aalborg Universitets kommende rektor er 53 år, civilingeniør, professor og dr. scient. i fysik og har beklædt posten som dekan for Det Tekniske Fakultet ved SDU gennem de seneste syv år. Uddannelsen som civilingeniør samt en ph.d.-grad tog han ved Aalborg Universitet.

- Vi har haft et stærkt og engageret felt, og valget af Per Michael Johansen er et valg blandt flere topkvalificerede kandidater. Per Michael Johansens solide erfaring med både forskning og ledelse, sammenlægning af institutioner og et stort engagement i samarbejder med virksomheder har været afgørende i vores endelige valg, siger Lars Bonderup Bjørn, der er formand for Aalborg Universitets bestyrelse.

Per Michael Johansen forlod Aalborg Universitet i 1992 efter endt uddannelse og en kortvarig stilling som adjunkt ved Institut for Fysik. Han tilbragte 15 år på Risø som seniorforsker, programleder og forskningsprofessor. I 2005 blev han direktør for Svendborg International Maritime Academy - en fusion af en maskinmesterskole og en navigationsskole - og kom for syv år siden til SDU. Nu vender han tilbage til Nordjylland med rektorstillingen ved Aalborg Universitet.

- Jeg ser frem til at lede mit hjemuniversitet i et tæt samarbejde med den øvrige ledelse, universitetets bestyrelse, medarbejdere og studerende, og jeg glæder mig til at tage fat på de mange udfordringer, universitet står overfor i de kommende år, siger Per Michael Johansen, der også ser frem til samarbejdet med universitetets mange samarbejdspartnere.

Per Michael Johansen flytter til Region Nordjylland og tiltræder stillingen som rektor 1. maj 2014. Han afløser Finn Kjærsdam, der har været Aalborg Universitets rektor siden 2005.

Flere nyheder fra TV2 Nord