Ny skole: Jammerbugt Kommune vil bygge for 160 millioner

I 2019 vil Jammerbugt Kommune begynde byggeriet af en ny skole i Pandrup-området.

Det er godt et år siden den nye skole i Aabybro blev taget i brug. Nu planlægger Jammerbugt Kommune at bygge endnu en ny skole. Denne gang i Pandrup-området.

I kommunen har der længe været debat om, hvorvidt Skolecenter Jetsmark skulle moderniseres eller om der skulle bygges nyt.

quote Vi vil gerne kickstarte Pandrup-området. Så nu har vi slået fast, at der skal være en ny skole

Mogens Gade (V), borgmester, Jammerbugt Kommune

Fredag fremlagde borgmester Mogens Gade (V) sammen med Socialdemokraternes borgmesterkandidat Jens Christian Golding en plan for skolebyggeriet.

- Vi vil gerne kickstarte Pandrup-området. Så nu har vi slået fast, at der skal være en ny skole. Den skal opføres fra 2019 og skal etapeopbygges, så man begynder med indskolingen, siger borgmester Mogens Gade, der forventer at byggeriet vil tage i alt seks år.

- Det er jo en kæmpe investering på 160-170 millioner kroner. Vi skal fortsætte den vækst, vi er inde i i Jammerbugt Kommune. Det er ikke helt besluttet hvor skolen skal ligge, men det bliver vel et sted imellem Jetsmark Idrætscenter og Pandrup by, siger borgmesteren.

quote Det er jo en kæmpe investering på 160-170 millioner kroner. Vi skal fortsætte den vækst, vi er inde i i Jammerbugt Kommune

Mogens Gade (V), borgmester, Jammerbugt Kommune

I forvejen er det besluttet, at hallen i Pandrup skal renoveres for 60 millioner kroner. Ifølge politikerne vil løftet af Pandup-området ikke komme til at gå ud over de andre områder i kommunen.

- Vi har jo været rundt og har givet skolerne en omgang. Næste gang må det være børnehaverne, der står for tur. Skolebyggeriet må ikke stå i vejen for andre projekter i kommunen, siger Mogens Gade.

Ifølge ham skal skolen finansieres via tre punkter; den løbende drift, opsparet likviditet og låneoptag til skolen.

- Det er fantastisk. Det var ikke det, der stod i kortene. Men via et tæt samarbejde i kommunalbestyrelsen har vi fået denne mulighed, slutter borgmesteren.

Skolen i Aabybro kostede kommunen 190 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland