Ny søgningsrekord på Aalborg Universitet

Foto: TV2/Nord

Universitetet oplever fer femte år i træk fremgang.

På fem år er antallet af ansøgere, der har Aalborg Universitet som førsteprioritet næsten fordoblet.

I 2009 ønskede 2592 ansøgere at læse på AAU som førsteprioritet. I år viser tal fra den koordinerede tilmelding at 5007 ansøgere vil til Aalborg.

Stigningen i antallet af ansøgere har været konstant siden 2009 og siden 2012 har 14 procent flere ønsket AAU.

- Jeg er meget tilfreds. Vi fortsætter den markante fremgangslinje, og jeg bemærker, der er stor bredde i vores fremgang. De fleste fag på alle hovedområder, går mere eller mindre frem, siger rektor for AAU Finn Kjærsdam i en pressemeddelelse og fortsætter.

- Det vidner om, at der er stor tiltro til kvaliteten i vores uddannelser, ligesom jeg glæder mig over, at vi også får flere og flere studerende uden for det nordjyske lokalområde, slutter Finn Kjærsdam.

Den samlede søgning til Aalborg Universitet er også steget voldsomt og nåede i år 13.456. En stigning på 16,8 procent.

Blandt de enkelte fakulteter oplever sundhedsvidenskab den største stigning med en fremgang i førsteprioritetsansøgninger på 18 procent.