Ny spillende træner til VEB

Foto: Eframe.dk

Vendsyssel Elite Badminton knytter endnu en træner til teamet, når skagboen Camilla Sørensen bliver spillende træner fra næste sæson.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det er en fed udfordring at være træner i Badmintonligaen, når man er så meget træner, som jeg er, siger Camilla Sørensen om sin kommende trænergerning til klubbens hjemmeside.

Ud over VEB skal den snart 30-årige skagbo i den kommende sæson være ungdomstræner i Hørsholm, ligesom hun hver torsdag får ansvaret for træningen af Værløses bedste spillere. Det vil sige, at Camilla Sørensen får en træner-kasket på i to ligaklubber.

- Det bliver ikke noget problem at styre kasketten. Jeg prøvede det også i sidste sæson, hvor jeg spillede for Hillerøds 1. divisionshold, siger Camilla Sørensen.

Hillerød rykkede ned i 2. division, og den kommende VEB-træner kunne mærke, at hun havde mod på mere end at spille i landets tredjebedste række.

- I Hillerød fandt jeg ud af, at jeg stadig har niveauet til at være med, og jeg er ikke klar til at spille i 2. division. Der er masser af drive tilbage i mig, og derfor kontaktede jeg Vendsyssel for at høre, hvad deres planer var, og nu står vi pludselig med et utroligt spændende hold, mener Camilla Sørensen.

VEB åbner sæsonen tirsdag 1. september hjemme mod Solrød.

Har du et godt tip?