Ny spiller hos Fortuna

De regerende danske fodboldmestre Fortuna Hjørring forstærker holdet med den 24-årige franske forsvars- og midtbanespiller Carolie Ducher.

Carolie Ducher har spillet syv sæsoner hos Olympigue Lyonnais, og hun var med på det franske storhold, som i sidste sæson slog Fortuna Hjørring ud af Champions League. 

Den 24-årige franske forsvars- og midtbanespiller har den seneste tid været til prøvetræning i Hjørring, og her har hun overbevist træner Flemming Nielsen om, at hun kan være med il at erstatte profilerne Cathrine Paaske og Mariann Gejhede, som begge stoppede i Hjørring med udgangen af 2010.  

- Hun er en utrolig veluddannet spiller i den bedste franske tradition. Både teknisk og taktisk stærk og anvendelig på alle pladser i forsvaret og på den defensive del af midtbanen, siger Flemming Nielsen. 

I Lyon har Carolie Ducher fortrinsvis været anvendt som højre eller venstre back. Men på forskellige franske landshold har hun primært spillet i det midterste forsvar.

Carolie Ducher har spillet en enkelt A-landskamp for Frankrig i 2009, men har ofte optrådt på de franske ungdomslandshold.

Hun skifter med øjeblikkelig virkning fra Olympique Lyonnais.


Seneste nyt

fra Nordjylland