Ny sponsor skal sikre håndboldsucces i Vesthimmerland

Foto: Michael Kragmann

Thisted Forsikring er ny hovedsponsor for håndboldklubben Team Vesthimmerland.

Den vesthimmerlandske håndboldsatsning Team Vesthimmerland spiller i den kommende sæson med et nyt sponsornavn på trøjen. Thisted Forsikring bliver hovedsponsor Team Vesthimmerland i de næste tre år.

- Vi har valgt en ny strategi om at have én hovedsponsor, hvor der tidligere har været 3 hovedsponsorer. Samtidig ønskede vi at have mulighed for at tegne nogle flere elitesponsorater, hvilket den nye hovedsponsoraftale med Thisted Forsikring giver mulighed for, siger Axel Heisz Pedersen, formand for Team Vesthimmerland.

Thisted Forsikring, der også er hovedsponsor i herreligaklubben Mors-Thy Håndbold, afløser Himmerland Forsikring, Den Jyske Sparekasse og Jutlander Bank, som hidtil har været hovedsponsorer for Team Vesthimmerland.

Team Vesthimmerland har i øjeblikket et herrehold i 1. division og et damehold i 2. division. Hvis klubberne rykker op eller ned, vil den tre-årige sponsoraftale blive genforhandlet.

Flere nyheder fra TV2 Nord