Ny sport tiltrækker topsvømmere

En helt ny sportgren med navnet earthing er kommet til Aalborg. Søndag tog de nordjyske landsholdssvømmere Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer udfordringen op og kastede sig over løb, spring og svømning i friluftsbadet

I dag var der verdenspremiere på en ny dansk sportsgren kaldet earthing.

- Earthing er min store passion. Jeg har selv dyrket det i 30 år, og nu jeg vil gerne bringe sporten ud i verden og gøre den global, fortæller opfinderen af den nye sportsgren, Mark Saus.

Mark Saus er fra sydafrikaneren og tidligere topsvømmer. Han er vild med sporten, fordi den kombinerer 30 meter løb, dernæst spring og til sidst 25 meter svømning. Og nu har Mark Saus fået opført en bane i friluftsbadet i Aalborg.

Og sporten tiltrækker allerede danske professionelle svømmere. Både nordjyske Mie Ø. Nielsen og nordjyske Viktor Bromer var med i dag:

- Det er en fed følelse at komme fra løb til svømning. Der er meget teknik, men det er kun en god udfordring, siger Mie Ø. Nielsen.

- Ja, det er virkelig sjovt. Både svømmere, løbere og helt uøvede kan komme herud i friluftsbadet og prøve sporten. Det er fedt, forklarer Viktor Bromer.

Selvom sporten har sine udfordringer i Danmark på grund af vejret, så er der store ambitioner.

- Mit absolutte mål er at tage Danmark med mig og pionere sporten til større dele af verden. Jeg vil gerne tage earthing med til OL i Rio og demonstrere sporten der, fortæller Mark Saus.

Al overskud fra sporten går til projekter, der støtter truede dyrearter. Den første konkurrence er i Aalborg Friluftsbad den 23. og 24. august.


Seneste nyt

fra Nordjylland