Ny stor ordre til HMK Bilcon

Den nordjyske tankvognsspecialist har med ordren på hele 12 tankopbygninger genindtaget sin position i toppen af den danske opbyggerbranche.

Der er for alvor kommet gang i hjulene igen hos den nordjyske tankbilsproducent HMK Bilcon, efter virksomheden i 2016 gik konkurs og siden var igennem en rekonstruktion, inden den i 2017 blev opkøbt af de nuværende ejere.

Og trods allerede godt fyldte ordrebøger ser det nu ud til, at tankvognsspecialisten får endnu mere at se til. Energiselskabet OK a.m.b.a. har nemlig bestilt hele 12 nye tankopbygninger hos Aalborg-baserede HMK Bilcon. 

- Vi er naturligvis meget glade for ordren fra OK. Det er vigtigt med disse større ordrer, da det sikrer den nødvendige stabilitet i salg og produktion, så vi kan fortsætte effektiviseringen af vores virksomhed, lyder det fra HMK Bilcons administrerende direktør, Peter Jensby.

Ordren fra OK består af syv tankmotorvogne og fem tankpåhængsvogne, og derudover skal fire brugte tanke overflyttes til nye chassiser.

HMK Bilcon blev grundlagt i 1895 og er specialiseret i fremstilling af tankvognsløsninger til transport af brændstof, forsvarsløsninger til militæret, mobile løsninger til sundhedssektoren samt korn- og foderstofløsninger.

Virksomheden har i dag 90 ansatte, heraf 10 lærlinge.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland