Ny vidneforklaring om dødsvold

Det centrale vidne i dødsvoldsagen fra Aalborg har været truet for at møde som vidne i sagen, hvor hans forklaring nu er præget af hukommelsessvigt.

Hukommelsen svigtede gang på gang hos et centralt vidne i dødsvoldsagen fra Jomfru Ane Gade, da kammeraten til den knivdræbte 21-årige William Lennon Davis onsdag i byretten forklarede om hændelserne tidligt om morgenen den 7. april i
fjor i Aalborgs forlystelsesgade.

Vidnet sagde, at tidligere forklaringer til politiet og i et
retsmøde ikke holder. Det var aftalt, hvem der skulle have skylden, sagde han i sin usammenhængende beskrivelse af de hektiske minutter på diskotek Tiger og på gaden uden for, hvor den 21-årige mand fra Århus endte med at ligge livløs efter adskillige knivstik efter en slags bandeopgør.

Anklageren spurgte forgæves, hvem han har aftalt sin
forklaring med, men anklageren kunne bl.a. henvise til, at vidnet i et retsmøde har fortalt, at han var blevet truet, hvis han vidnede i sagen.

Under den lange afhøring fulgte retten et ønske om, at de fem tiltalte i alderen 21 til 32 år skulle sidde bag en skærm uden mulig øjenkontakt med vidnet. Den unge mand fra Århus forklarede, at han sammen med omkring 20 andre var taget til Aalborg for at gå i byen.

Ved femtiden om morgenen var kun fire af Århus-gruppen tilbage, og på diskotek Tiger kom et tilsyneladende helt banalt skubberi på herretoilettet til at udvikle sig fatalt til et større slagsmål mellem to grupper - de unge fra Århus og en noget større gruppe fra Nørrebro i København.

Den sidste gruppe havde været til fest hos Bandidos i Aalborg aftenen forinden. I masseslagsmålet, hvor helliters Bacardirom-flasker bl.a. indgik som kasteskyts, har det centrale vidne tidligere forklaret, at tre personer fra Københavner-gruppen skulle have været de mest aktive, tre personer betegnet som "pakistaneren", "marokkaneren" og "danskeren".

De tre sidder alle på anklagebænken i Aalborg med den 21-årige pakistaner som den mest belastede i anklageskriftet. Han var den mest aggressive, forklarede vidnet i retten. Men samtlige fem tiltalte kræves idømt en kollektiv straf for dødsvold.

Dagens hovedvidne sagde, at han ikke så, hvem der stak William ned, men gruppen kunne omfatte alt fra fem til 10 personer. Mens William blev holdt fast, flygtede vidnet ind i en 7-Eleven kiosk for at hente en kniv. Tydelige videooptagelser beviser dette.

- Det var for at forsvare mig, sagde vidnet, men fik aldrig kniven i brug.

De fleste af Williams overfaldsmænd var forsvundet, og vidnet kastede kniven fra sig, da politi og ambulancer var på vej. I retssagen, hvor der er berammet 21 retsmøder, bruger anklageren i vid udstrækning videooptagelser fra diskoteket, hvor slagsmålet foregik.

Optagelserne er af en meget dårlig kvalitet, men anklageren tror, at de sammen med afhøring af 35 vidner kan fælde de fem mænd. Til hjælp i domsforhandlingen vil anklageren indkalde en
ekspert i, hvad der populært kaldes "gakkede gangarter", som kan sikre identiteten af personerne på de uskarpe billeder.

Selve knivstikkeriet i "gaden" er ikke videooptaget, idet
overvågningskameraerne her først er sat op som forsøg efter dødsvolden for snart halvandet år siden. Sagen har fået har fået den ekstra dimension, at retten er kommet til at beskikke en måske "falsk" bistandsadvokat for den dræbte. Den pågældende er slet ikke advokat.

Retten i Aalborg overvejer at politianmelde "advokaten",
ligesom statsadvokaten allerede har anmeldt ham for at
videregive fortrolige oplysninger. På den baggrund blev det centrale vidne onsdag af retsformanden udførligt udspurgt, om han forud for sagen havde set fortroligt
efterforskningsmateriale.

- Nej, lød det korte svar.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord