Nyåbnet gourmetrestaurant får tre stjerner

Den Danske Spiseguide udkom søndag, og det var med ros til den nyåbnede nordjyske gourmetrestaurant Bühlmanns.

Aalborg er ikke vant til at ligge i toppen, når det gælder gourmetrestauranter. Kun én af byens restauranter, Mortens Kro, har indtil for nylig fået tildelt tre stjerner fra Den Danske Spiseguide, men det ændrede sig søndag.

Udover Mortens Kro, har den nyåbnede Restaurant Bühlmanns på Hotel Scheelsminde nu også opnået den flotte bedømmelse.

- Ambitionsniveauet er tårnhøjt, og både det gastronomiske talent og viljen er til stede på Bühlmanns. Gastronomien er allerede på et imponerende niveau - sammen med et sikkert valg af årstidens råvarer, vidende og indsigtsfuld betjening, vinkortet og hele atmosfæren, der er skabt i lokalet, der giver en følelsen af at spise i et fint juvelskriv - helt ned til den eksklusive indvævning af navnet i servietterne. Et samlet niveau, som vi blandt guidens bedømmere tror og håber med årene kan række endnu videre. Her kan godt blive Michelin-potentiale, siger redaktør Bent Christensen, Den Danske Spiseguide.

Det er restauratør Dannu Bühlmann, der sammen med sin hustru Anemette i sommer, startede den eksklusive restaurant som en selvstændig del af deres Hotel Scheelsminde. Han er stolt over bedømmelsen.

- Hvordan kan vi være andet. Ikke uden frygt for, om bukserne nu kunne holde, vovede vi offentligt ved åbningen at tilkendegive, at det første mål var top tre i Aalborg - og nu bedømmer den absolutte autoritet som Den Danske Spiseguide os allerede til at have nået det delmål. Det resultat er der rigtig mange, der har en andel i, men særligt vores visionære unge stjernefrø af en mesterkok Dennis Carlsen, siger han.

Selvom de tre stjerner er opnået, læner restaurantejeren sig ikke tilbage.

- Det giver os kun yderligere blod på tænderne og vilje til at stræbe endnu højere. Først og fremmest, er der altid detaljer, der kan blive endnu bedre, og vores gæster bør hele tiden opleve, at vi udvikler os. Nu sætter vi barren en smule op, og gør top 10 i Jylland til næste milepæl, siger Danni Bühlmann.


Seneste nyt

fra Nordjylland