Nybyggeri får strakspåbud efter fund af skimmelsvamp

Arbejdstilsynet har nu udstedt hele tre strakspåbud til forskellige firmaer, der arbejder på et nybyggeri i Aalborg. Et byggeri der er angrebet af skimmelsvamp.

Et nybyggeri i Aalborg har modtaget tre strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter at der er fundet skimmelsvamp i bygningen, som håndværkerne nægter at gå ind i.

- Der er ikke nogen, der har fortalt os, at det er sundt at gå ind i bygningen endnu. Så vi bliver uden for indtil en rapport siger, at det er sundt at gå ind i bygningen, siger smed Peter Glerup fra Kjellerup VVS.

Foreløbig har Arbejdstilsynet altså udstedt tre strakspåbud. Det betyder, at alle mulige skimmelsporer skal fjernes, og de der arbejder inde i bestemte områder af bygningen skal bruge personlige værnemidler.

- For at sikre alle håndværkerne, der arbejder i bygningen, har vi udstedt strakpåbud til tre forskellige firmaer, siger Rikke Aagaard, tilsynschef ved Arbejdstilsynet.

Nybyggeriet på Gasværksvej, der skal være virksomheden Alfa Lavals nye domicil har byggefirmaet Gråkær som hovedentreprenør, men firmaets leder på byggepladsen ønsker ikke at medvirke på tv - og uddybe, hvorfor han mener, at hele sagen er en en storm i et glas vand. Ude på pladsen er der dog flere håndværkere, der føler sig dårligt informeret efter Arbejdstilsynet har været på besøg.

- Vi går da ud fra, at vi hører noget, hvis de lukker pladsen, fordi vi ikke må arbejde der, men vi har ikke hørt noget endnu, siger tømrer Rasmus Krogner.

Pladsen er ikke lukket endnu, men de håndværkere, der har nedlagt arbejdet, får opbakning fra deres mestre.

- Vores chef har meddelt os, at vi ikke skulle gå ind i bygningen, så længe, der var fare for vores sikkerhed, siger Peter Glerup.


Seneste nyt

fra Nordjylland