Nyd den sidste "sommerdag": Regn venter mandag

Søndag bliver sidste gode anledning til at spise en is denne løvfaldssommer. Mandag rykker en koldfront med regn og skyer ind over Danmark.

Nordjylland blev lørdag forkælet med rekordhøje 22 graders varme og højt solskin - og søndag fortsætter løvfaldssommeren med masser af sol og lunt vejr.

I løbet af eftermiddagen kan Nordjylland få op til 19-20 grader, varmest bliver det centralt i landsdelen, mens det ved kysterne vil være lidt køligere på grund af vinden fra sydøst.

Men så er det også slut for denne gang, meddeler meteorolog Andreas Nyholm fra TV2 Vejret.

Mandag rykker en koldfront ind over Danmark, og den har både mere blæst, regn og noget lavere temperaturer med. 13 grader spår meteorologerne, at det vil blive både mandag og tirsdag. Tirsdag ser ud til at blive en flot dag med mere sol, men med temperaturer mere typiske for årstiden.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland