Nye arbejdspladser til Danish Crown i Sæby

Foto: Pressefoto / Danish Crown

Danish Crown lover nye arbejdspladser i regionen. Det sker, efter det torsdag aften blev besluttet, at slagteriet i Esbjerg skal lukkes.

Der er godt nyt til Danish Crowns slagteri i Sæby. Der er nemlig nye arbejdspladser på vej og en mulig udvidelse af slagteriet kan komme på tale.

- Lige nu vurderer vi, om vi har behov for at investere yderligere i slagteriet, eller om vi med det set up, som slagteriet har nu, kan presse de ekstra slagtninger igennem. Det får vi afklaret indenfor fire til fem uger. Og så kommer det til at betyde, at vi skal have ansat nogle flere medarbejdere, siger Søren F. Eriksen, der er produktionsdirektør ved Danish Crown.

Udvidelsen af medarbejderstaben sker på baggrund af den bebudede lukning af slagteriet i Esbjerg til august, der kommer til at berøre godt 500 medarbejdere. Lukningen sker, fordi Danish Crown har set en svag tilbagegang i tilførslen af slagtesvin til de danske afdelinger.

Lukningen i Esbjerg betyder imidlertid, at der skal skrues op for kapaciteten på en række af Danish Crowns andre afdelinger i landet. Ifølge Søren F. Eriksen er der tale om cirka 300 nye arbejdspladser, og størstedelen af dem kommer til Sæby.

- Vi er ved at planlægge fordelingen af de her slagtninger, og vi tror på at hovedparten af dem kommer til Sæby, men det præcise antal kan jeg ikke udtale mig om endnu, siger Søren F. Eriksen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord