Efter pludselig lukning af 'Børnenes Akademi': Ny daginstitution åbner i Nørresundby

Mange forældre stod pludselig uden børnepasning, da 'Børnenes Akademi' lukkede og slukkede. Nu er der dog snart pasning i Nørresundby igen.

Gode råd var dyre for 58 forældrepar, da den private institution 'Børnenes Akademi' pludseligt lukkede. Lederen af institutionen var forsvundet, økonomien sejlede og Aalborg Kommune kunne ikke gøre noget for at redde institutionen. 

Tilbage stod de mange forældre, og de kunne kun håbe på, at kommunen kunne tilbyde et nyt passende pasningstilbud. Men siden har forældrene altså taget skeen i den anden hånd, og nu har de selv skabt ny dagsinstitution i de lokaler, der tidligere husede 'Børnenes Akademi'. 

- For halvanden måned siden stod vi uden pasning til vores søn - og mange andre forældre stod i samme situation - så vi var bare nødt til at gøre et eller andet, fortæller Morten Bach, der er far til Anker på to år og som nu også får titel af næstformand i bestyrelsen i den nye institution.

Den nye institution bliver en kombineret vuggestue og børnehave.

Det hele blev en realitet fredag, da Aalborg Kommune godkendte den plan, som Morten Bach og de andre forældre havde fremlagt for den institution, de gerne ville åbne. 

- Jamen, det er jo fantastisk at vi har det på skrift, at nu er vi endelig blevet godkendt. Vi havde på fornemmelsen, at det nok skulle ske, men det er meget rart, at man nu har godkendelsen i hånden, fortæller Morten Bach. 

Snurretoppen

De forældre, der for alvor har lagt sig i selen for at skabe den nye institution har arbejdet mange timer i fritiden for at få det hele til at lykkes. Der skulle både lægges budgettet og skabes en pædagogisk retning for at nå i mål med den nye institution. 

- Børnene skal i hvert fald ud og lege - nåh, okay - jamen så er det den pædagogiske retning - noget med motorik, leg og læring, fortæller Morten Bach, der bakkes op af den kommende pædagogiske leder. 

- Det hedder 'Snurretoppen', fordi det er en motorikinstitution, altså noget med bevægelse. Og så hedder det 'Snurretoppen', fordi det ligger på toppen af Skansen, fortæller Maria Sterup Gaede. 

'Snurretoppen' åbner den 1. august, og der er indtil nu skrevet 21 børn op. 


Seneste nyt

fra Nordjylland