Nye forpagtere indtager stille Livø

Foto: VisitVesthimmerland

Erfarent par har fra 1. januar overtaget opgaven med at drive den lille ø i Limfjorden.

Hvis man til sommer tager færgen til idylliske og meget stille Livø, vil der være nye ansigter at finde på øen. Nye forpagtere er nemlig trådt til fra 1. januar.

Jesper og Ulla Lynge Bergholdt går fra at drive Lindholm Høje Caféen til nu at kaste sig over opgaven med at drive en hel ø med udlejning af feriehuse, at drive øens café og at være havnefoged. De to har siden 2008 arbejdet med fødevarer og udvikling af formidling- og underholdningskoncepter.

- Vi kan ikke vente med at komme i gang med det nye eventyr på Livø, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med andre aktører i Vesthimmerland, siger Jesper Lynge Bergholdt om sit og hustruens nye job.

Parret har forpagtet Livø gennem Naturstyrelsen og skal drive den videre med styrelsens vision og værdier for øje. Nemlig at øen skal være naturens stillekupé. Stilhed og autenticitet er øens varemærke, og ambitionen er, at øen skal være Limfjordens bedste besøgs- og feriested og Danmarks første selvforsynende energiø.

- Vi byder Jesper og Ulla velkommen til Livø og Vesthimmerland. Vi glæder os til at arbejde sammen med dem om deres nye projekt på Livø. Øen rummer masser af muligheder, og der vil være al mulighed for en spændende udvikling, siger turistchef i Vesthimmerlands Kommune, Jimmi Petersen.
 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord