To nye helårshuse i Skagen til sclerose- og kræftpatienter

I forbindelse opførelsen af bydelen Lille Skagen vil Trigon Fonden også bygge to nye helårshuse til kræft- og sclerosepatienter.

Der skal være bedre forhold for sclerose- og kræftpatienter. Og det bliver der nu gjort noget ved i Skagen. Her vil Trigon Fonden nemlig opføre to nye huse til gavn for de to patiengrupper. 

I forbindelse med opførelsen af den nye bydel Lille Skagen, som Trigon Fonden står bag, skal der samtidig bygges to nye helårshuse, som sclerose- og kræftpatienter kan gøre brug af. Det er Karsten Bøgh, bestyrelsesformand i Trigon Fonden, der har fundet på idéen, og det er ikke tilfældigt, at det er patienter fra Scleroseforeningen og Kræftens Bekæmpelse, der får glæde af de to nye helårshuse.

Karsten Bøghs egne forældre døde nemlig af henholdsvis kræft og sclerose, og Karsten Bøghs far var med til at starte Trigon.

- Vi bygger to nye huse, der bliver fantastiske for patienterne at opholde sig i. Moderne, men samtidigt tro mod Skagens arkitektur. Tæt på havet og naturen. Det bliver virkelig et sted med plads til en pause fra sygdommen, og hvor jeg håber, at familierne kan være sammen uden for mange bekymringer, siger Karsten Bøgh.

Glæde over initiativet

Den nye bydel Lille Skagen opføres ved indfaldsvejen til Skagen mellem Gl. Skagen og Skagen by. Og det er altså også her, at kræft- og sclerosepatienter kan få et afbræk fra hverdagen. Hos Kræftens Bekæmpelse glæder man sig over Trigon Fondens initiativ.

- Vi er meget taknemmelige for den rørende gestus fra fondens side. At kunne opholde sig i et dejligt hus i Skagen vil for mange kræftpatienter og deres familie give et tiltrængt frirum i en krævende tid med kræft, siger Bo Andreassen Rix, konstitueret afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte, Kræftens Bekæmpelse.

Også Scleroseforeningen udviser stor taknemmelighed over, at der nu gøres noget ekstra for deres patienter. 

- Vi er meget beærerede over den flotte gave. Trigon Fonden gør det muligt for en lang række af vores medlemmer at komme på ferie i de skønne huse i Skagen. Vores medlemmer har ofte en hverdag præget af sygdommen, og denne mulighed kan give dem et afbræk fra hverdagen. Det har stor betydning for mennesker med sclerose i Danmark, at de får en mulighed som denne, siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.

Der vil være rejsegilde på de to nye helårshuse fredag 8. februar klokken 12-13.


Seneste nyt

fra Nordjylland