Nye hvalkæber på vej til Hals

Hals mangler lige nu sit vartegn, blåhvalkæberne, men til sommer skulle nye gerne stå klar - i glasfiber.

Nye kæber skal der til. Kopierne af de gamle blåhvalkæber, der indtil februar sidste år dannede en port i Hals’ bymidte, er nu i produktion. De bliver lavet kyndigt lavet af glasfiber på Tech College i Aalborg, og de er nu halvvejs på rejsen til at blive klar som byens vartegn.

- Man har taget et 3D-print af de oprindelige kæber, og så har man fået fræset fire skumkerner ud, som en, ja, en slags blok, fortæller Kasper Mentz Boysen, der er vindmølleoperatør-elev på Aalborg Tech College.

Det er kompositvirksomheden FiberCon, der har scannet kæberne og med en 3D-printer fræset en tro kopi af de syv meter høje kæber. Herefter er kæberne blev sendt videre til eleverne på Aalborg Tech College, der dækker formene med glasfiber for at sikre holdbarhed og styrke.

Det er et samarbejde mellem Aalborg Tech College, Statens Naturhistoriske Museum og Siemens, der står bag produktionen af kæberne. Her på Tech College er det vindmølleoperatørerne, der står for den noget særlige opgave.

- Det giver os en forståelse for brugen af materialerne, og hvad man også kan bruge det til. Der er mange, der tænker, at når man snakker glasfiber, så er det jo bare en vinge på en mølle. Både og cykler er laver i kulfiber, det er jo det samme, der er jo meget i dag, hvor glasfiberen bliver brugt, siger Kasper Mentz Boyesen.

De gamle blåhvalkæber, der havde stået i Hals siden 1955, var blevet så nedslidte, at der var fare for nedstyrtning. Og da blåhvalen siden er blevet en truet dyreart, er en kopi i glasfiber den eneste løsning for en erstatning.

Kæberne er færdige på Aalborg Tech College indenfor 14 dage, vurderer vindmølleoperatørerne. Herefter skal Statens Naturhistoriske Museum vælge overfladebehandling, så kæberne bliver så virkelige som muligt.

På Aalborg Tech College håber de, at kæberne kan være klar til at blive genoprejst i Hals inden sommerferien. 

Hals' gamle port af hvalkæber bliver forhåbentlig erstattet af nøjagtige kopier i glasfiber inden sommerferien

Seneste nyt

fra Nordjylland