Nye navne til Nibe: Hot hip-hop og altid populær pop

Nibe Festival har mandag offentliggjort to nye navne til 2017-udgaven af festivalen.

Et scoop af rang. Sådan lyder Nibe Festivals egen vurdering af den netop offentliggjorte booking af hip-hop-duoen Rae Sremmurd, der i de seneste 13 uger har befundet sig i top-3 på den amerikanske Billboard Hot 100 med nummeret Black Beatles.

Rae Sremmurd består af brødrene Swae Lee og Slim Jimmi, der har taget verden med storm med mega-hittet "Black Beatles" og forgængeren "No Type". Begge stammer de fra debutalbummet Sremmlife fra 2015, der har kastet hele fem platinsælgende singler af sig.

En del af Rae Sremmurds succes kan formentlig også tilskrives den verdensomspændende trend på de sociale medier kendt som "The Mannequin Challenge". Her er det nemlig "Black Beatles", der er det faste soundtrack.

Rae Sremmurd rammer Nibe Festival 30. juni.

Udover det internationale hip-hop navn har Nibe Festival mandag også offentliggjort at TV-2 vender tilbage Skalskoven. I 2016 spillede Aarhus' popkonger blot en enkelt koncert. Det var på Smukfest hvor publikum blev budt indenfor i bøgeskoven til et brag af en fest. I Nibe spiller de 1. juli i Skalskoven hvor en hitparade af dimensioner med garanti betyder fællessang og fed fest.

Rae Sremmurd og TV-2 slutter sig til D-A-D, Kim Larsen og Kjukken, L.O.C., Suspekt, Phlake, Magtens Korridorer, Carpark North og mange andre danske navne, der allerede nu er offentliggjort til Nibe Festivals 2017-program.

Hør Rae Sremmurds megahit "Black Beatles" lige her:

 


Seneste nyt

fra Nordjylland