Nye planer for Budolfi Plads

Efter at have ligget stille i flere år sker der endelig noget på Budolfi Plads i Aalborg midtby.

Kommunen forsøger nu igen at finde en løsning på, hvad der skal ske med Budolfi Plads. Strategien indebærer, at der kan blive butikker i bunden og boliger og en torvehal ovenpå, som man kender det blandt andet fra København.

- Vi har en drøm om, at det her kunne blive en fin plads i midtbyen i det, vi kalder teaterkvarteret, siger Peder Baltzer, Stadsarkitekt i Aalborg Kommune.

Budolfi har de seneste år været en omstridt plads. Planerne om et Magasin gik i vasken. Brugsen lukkede for et par år siden. Nordea-bygningen er tom, og pladsen bliver kun brugt til parkering nu.

Naboerne ser frem til, at Budolfi Plads igen kommer til sin ret

- Vi mangler en opblomstring. Vi vil gerne have lidt mere liv her i kvarteret. Mange butikker er jo også lukket her i området de seneste år, siger Sune Ditman Pedersen, indehaver af Vinspecialisten Aalborg i Vingårdsgade.

- Vi har nok følt os utroligt forsømt her i Gravensgade og ud mod Budolfi Plads. Politikerne har koncentreret sig om Utzon og Nordkraft i flere år, mens området omkring Budolfi heroppe nærmest har ligget brak, siger Anne Vibeke Ørsnes, indehaver af Ørsnes Guld & Sølv i Gravensgade.

De nye planer betyder, at de fleste parkeringspladser på Budolfi Plads bliver inddraget. Kommunen har fravalgt at lave parkeringskælder, fordi den ville betyde en ekstraudgift på op til 40 millioner kroner til arkæologiske udgravninger. Det fravalg bliver kommunen allerede nu kritiseret for.

- De bør lave en langtidsholdbar løsning og grave ned i jorden til parkeringspladser, som man gør i andre lande, siger Sune Ditman Pedersen

- Man er også nødt til at tænke på, at man ikke kan gøre Aalborg helt billøs, siger Anne Vibeke Ørsnes.


Seneste nyt

fra Nordjylland