Nye regler truer diskoteker

Foto: Christell Maria Iversen

Unge og festglade mennesker kan i dag feste til den lyse morgen på Buddy Holly i Hobro og på mange andre diskoteker i mindre nordjyske byer, men det kan snart være slut. De nye bevillinger der udstedes af de kommunale bevillingsnævn har nemlig, efter politiets opfordring, valgt at indføre bestemte lukketidspunkter.

Fremover skal diskotekerne lukke klokken 02.00 om torsdagen og klokken 05.00 om fredagen.

- Det er langtfra optimalt. Tendensen er folk kommer senere og senere i byen, og klokken 05.00 har vi altså rigtig mange gæster, så det vil koste os penge, siger Ricco Guldager Christensen der ejer Buddy Holly i Hobro til TV2 Nord.

Hos Politiet, der har indstillet til bevillingsnævnet at indføre begrænsninger i åbningstiden, møder diskoteksejerens bekymringer ikke forståelse.

- Når klokken bliver fem er det ofte kun uroelemterne der er tilbage. Det er dem vi skal bøvle med. Ved at indføre tvunget lukketid mellem fem og otte kan ejerne få tid til at gøre deres lokaler rent, og lette arbejdsopgaven for os. Som det er i dag kan de jo i princippet holde åbent 24 timer, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen fra Himmerland til TV2 Nord.

I Jomfru Ane Gade kan man dog fortsat feste til klokken 06.00 om lørdagen. En ganske særlig undtagelse.

- Jomfru Ane Gade har en særstatus. Det er der måske nogle der kan være imod, men sådan er det nu bare. Jeg tror nu heller ikke, at der vil være folk der tager til Aalborg, fordi gaden har åbent en time længere, siger Ole Kristensen. Men der er Ricco Guldager langtfra enig.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de skal have en særstatus i Aalborg. Så vil vi da også have det i Hobro. En ting er at vi skal lukke på bestemte tidspunkter, men når det ikke er ens for alle, så er det da konkurrenceforvridende. Jeg tror da, at vi nok skal overleve, men jeg forstår ikke, hvorfor politi og bevillingsnævn har en interesse i at gøre det svært for os at drive en forretning, siger Ricco Guldager.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord