Nye rekrutter i uniformen for første gang

Trænregimentet i Nørresundby bød i dag velkommen til 270 nye værnepligtige

Mandag morgen tog 270 unge mænd og kvinder hul på fire måneders værnepligt ved Trænregimentet i Nørresundby. Frem til slutningen af november skal de mange unge igennem eksercitsøvelser, våbentræning, masser af støvlepudsning og meget meget andet. Og så skal de gennemgå en personlig udvikling som kun Forsvaret - ifølge dem selv - kan stå for.

  Foto: Tommy Hald

Når de fire måneder er overstået, pakker størstedelen af de unge deres ting og drager hjem igen, men en del af rekrutterne tager Forsvaret til sig og fortsætter arbejdet i uniform for at blive enten konstabel eller sergent.

Og at en del af de værnepligtige fortsætter i Forsvaret er faktisk et erklæret mål, som der arbejdes løbende med at opfylde - og som kræver at selve værnepligten er udformet på en god måde.

- De skal jo informeres om de muligheder, der har for tjeneste efter de fire måneder. Og så er det vigtigt at tjenesten i de fire måneder er afvekslende og lærerig, forklarer Jesper Rasmussen, der er kaptajn i Trænregimentet og som er med til at uddanne de nye rekrutter.

- De skal vide at de har en personlig udvikling, der ligger efter de fire måneders værnepligt. Værnepligten er en smagsprøve på det der kommer efterfølgnende, forklarer han videre.

  Foto: Tommy Hald

Og det går faktisk helt okay med at rekruttere unge til konstabel- og sergentuddannelserne. Udfordringen er at fastholde de unge efter den professionelle kontrakt på to år, der underskrives, når uddannelsen påbegyndes.

- Det går ganske udmærket her på Trænregimentet, men for hæren er der nogle udfordringer i og med, der er så mange muligheder for unge nu til dags. Men vi mener, at vi her i Forsvaret tilbyder noget helt unikt med en afvekslende hverdag, der er anderledes end nogen andre steder i Dagens Danmark, forklarer Jesper Rasmussen.

00:13 Luk video

Forsiden lige nu