Nye sager mod Solhaven og andet opholdssted

Politiet har rejst sigtelse i ny Solhaven-sag og mod ansatte på andet opholdssted, afslører anklager i retten.

Den påståede voldelige kultur på den private institution Solhaven har også udfoldet sig på en anden lignende institution, hævder politiet.

Ni ansatte fra opholdsstedet Skjoldborghus er sigtet for vold i 11 tilfælde, oplyser anklager Lene Lentz under straffesagen mod de 12 fra Solhaven i Retten i Aalborg.

Såvel Solhaven, der netop er gået konkurs, som Skjoldborghus har adresse i Farsø.

Anklageren understreger dog, at det endnu ikke er besluttet, om også dette sagskompleks skal resultere i en straffesag. Der er altså ikke rejst tiltale.

Desuden er politiet ikke færdig med at undersøge forholdene på Solhaven, afslører Lene Lentz under sin forelæggelse af sagen i retten.

To andre ansatte fra den selvejende institution er nemlig sigtet for vold, og denne sag kalder anklageren for "Solhaven 2".

Om disse to forhold fører til en tiltale, har anklagemyndigheden endnu ikke taget stilling til.

Både i aktuelle straffesag og i de to komplekser, som for tiden efterforskes, skal det afgøres, om de ansatte er gået for vidt i forhold til de regler, der står i en bekendtgørelse om magtanvendelse.

Institutioner har pligt til at sende indberetninger om brug af fysisk magt, og det har Solhaven gjort ved 11 af de 75 anklagepunkter.

Retten skal bruge cirka 40 dage til at afdække den store sag mod Solhavens forstander og 11 ansatte. Omkring 100 vidner skal afhøres, før retten i marts ventes at kunne afsige dom.


Seneste nyt

fra Nordjylland