TV2 Nord

Nye tilbud om sundhed

Invitation til kostvejledning og rygestopkurser for alle voksne i Aalborg

Nu skal borgerne i Aalborg Kommune have mulighed for at få kostvejledning og rygestopkurser. Det besluttede Udvalget for Sundhed og Bæredygtig Udvikling på udvalgsmødet onsdag.

Tilbuddet, som træder i kraft pr. 1. juli gælder voksne borgere, som er bosat i Aalborg Kommune.

Kostvejledning vil blive tilbudt til overvægtige eller borgere, der har fået konstateret forhøjet kolesterol eller diabetes - eller til borgere, som får det anbefalet af egen læge.

Der bliver en mindre brugerbetaling på de to tilbud i størrelsesordenen på ca. 200 kr. pr. tilbud.

Baggrunden for oprustning på dette område er, at livsstilsområderne kost og røg har store sundhedsøkonomiske perspektiver. Bl.a. viser tal fra Sundhedsstyrelsen , at rygning koster det danske sundhedsvæsen 3,4 mia. kr. pr. år i nettoomkostninger, og at overvægt koster 1,5 mia. kr. pr. år.

Indsatsen forventes min. at involvere ca. 1800 deltagere pr. år.

Det er Sundhedscenter Hasseris Have, som står for både kostvejledning og rygestopkurser, og de konkrete tilbud sættes i gang forskellige geografiske steder i kommunen - så tæt på borgeren som muligt.

Har du et godt tip?