Nyt badminton-samarbejde

Vendsyssel Elite Badminton og abc Aalborg er gået sammen om en ny aftale, der skal udvikle flere ligaspillere.

De to klubber har lagt den interne konkurrence på hylden, og skal i stedet til at spille sammen.
Konkret betyder samarbejdsaftalen, at de bedste seniorspillere i abc Aalborg får mulighed for at træne med hos VEB, ligesom de bedste ungdomsspillere i VEB's to moderklubber, Skagen og Frederikshavn, kan komme til abc Aalborg og blive udfordret

- Vi får jo skabt et træningsmiljø, der er optimalt for alle lige fra U9-spillere til liga-spillere, og det er helt unikt, siger Carsten Anthonisen, der er næstformand i abc Aalborg.

Spillerne bliver altså udfordret på tværs af klubberne. 16-årige Camilla Bach Sørensen, der spiller i abc Aalborg, glæder sig til at komme op og træne sammen med VEB.

- Lige nu er jeg en af de bedste spillere her i klubben, så når jeg kommer til at møde nogle andre, som er endnu bedre end mig selv, så er det godt fordi så får jeg nye udfordringer, siger Camilla Bach Sørensen.

- På sigt kan vi være medvirkende til at holde nogle af de unge mennesker hjemme i Nordjylland, så der bliver nogle potentielle ligaspillere ud af den her fantastiske flok unge mennesker, som der er i abc, siger John Axelsen, der er bestyrelsesmedlem i
Vendsyssel Elite Badminton.

Samarbejdsaftalen er ikke en fusion, men de to klubber afviser ikke, at det måske kan blive det i fremtiden.

- Nu må vi se hvad tiden bringer. Alt starter jo et sted, siger John Axelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland