Nyt bud på Hedegaard

Budkrigen om Nørresundby-selskabet Hedegaard A/S er ikke slut endnu.

Tirsdag aften har Dan Agro Holding A/S forhøjet sit bud til 760 kroner pr. aktie.

Det andet selskab i budkrigen er det svenske Lantmännen. Selskabet bød tidligere 750 kroner pr. aktie.

Det hele begyndte med et bud på 520 kroner pr. aktie fra Lantmännen, men siden har det udviklet sig til en regulær budkrig, som kan få enhver auktionarius til at smile, og Hedegaards aktionærer står indtil videre til at tjene flere hundrede millioner kroner på kampen om kontrollen med selskabet.

- Vores nye købstilbud er et udtryk for det store ønske, vi har i Dan Agro Holding om at få Hedegaard A/S med i vores gruppe. Begge selskaber beskæftiger sig med samme hovedaktiviteter - nemlig køb og salg af korn - og derfor vil vi matche hinanden optimalt, siger bestyrelsesformand Christian Junker fra Dan Agro Holding A/S til Ritzau.


Seneste nyt

fra Nordjylland