Nyt center mod cybercrime får base på AAU

03:12

Foto: TV2 Nord

1 af 2

I Nordjylland vil en række forskere fra Aalborg Universitet nu gøre det sværere for hackere at begå sig. Et nyt center skal forske i både cybercrime og økonomisk kriminalitet på tværs af landegrænser.

Hackere og it-kriminelle bander sidder i hele verden og laver cyberangreb mod computere og andet elektronisk udstyr. Hverken private eller virksomheder kan vide sig sikre.

Derfor vil en gruppe forskere fra Aalborg Universitet med professor Lars Bo Langsted i spidsen nu sætte den it-kriminelle verden under lup. Med et nyt forskningscenter bliver Aalborg Universitet centrum for ny viden og nye samarbejder, der skal gøre det sværere for hackerne. IECC Crime Research Centre er allerede ved at blive etableret.

- Juristerne kan jo ikke teknologisk forhindre angreb med randsomeware, men det juraen kan gøre, er at stille nogle krav til virksomhedernes egen beskyttelse, og vi kan have nogle straffebestemmelser, der gør det mindre attraktivt for de kriminelle at gøre det. Og så kan vi etablere samarbejder på tværs af landene, siger professor og centerleder Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

Cybercrime er i eksplosiv vækst. Ifølge centerlederen er de kriminelle allerede langt foran.

- Der er rigtig meget cybercrime. Det er klart, at det er meget svært at sige præcist, hvor meget der er, men det anslås, at udbyttet for cybercrime overstiger det samlede udbytte med handlen af heroin og kokain på verdensplan. Og det er mange penge, vi taler om, siger Lars Bo Langsted.

Arbejdet i centret består af indsamling, analyse, bearbejdning og anbefalinger til dansk og udenlandsk lovgivning og retspraksis på området.

International Economic Crime and Cybercrime Research Centre samarbejder med en række aktører fra offentlige myndigheder og det private erhvervsliv, og har samtidig en række eksperter fra Aalborg Universitet tilknyttet.

Den Obelske Familiefond har støttet projektet med næsten fem millioner kroner.

Flere nyheder fra TV2 Nord