Nyt forslag vil belønne virksomheder for at satse på forskning og udvikling

Der kan være godt nyt på vej til det nordjyske erhvervsliv. Socialdemokratiet har søndag fremlagt et udspil til vækstpakke, som skal styrke virksomhedernes mulighed for at bruge penge på forskning og udvikling.

De danske virksomheder skal have bedre muligheder for at udvikle nye produkter. Det mener Socialdemokratiet, som i et nyt vækstudspil lægger op til at bruge halvanden milliard på at styrke virksomhedernes muligheder for at forske og udvikle.

- Vi kan se, at det er noget af det, der virkelig batter. Ser vi på Nordjylland, hvor vi har Aalborg Universitet, så har vi set, at når universitetet arbejder sammen med virksomhederne, så skaber det meget positiv udvikling. Og det er altså med til at skabe nye arbejdspladser, ny udvikling og øget omsætning til fordel for os allesammen, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Prehn.

Socialdemokratiet lægger blandt andet op til, at der skal bruges halvanden milliard kroner på at øge virksomhedernes skattefradrag på forskning og udvikling, så de fremover får et fradrag på 130 procent mod de nuværende 100 procent. Det forslag lyder umiddelbart som sød musik i ørerne på det nordjyske erhvervsliv.

- Jeg er sikker på, at de 550 erhvervsvirksomheder, som jeg repræsenterer, vil være positive omkring det. Der er rigtig mange gode elementer i denne her pakke, siger Steen Royberg, der er formand for erhvervsorganisationen Erhverv Norddanmark.

En række nordjyske virksomheder slår sig i dag op på at forske i nye teknologi-løsninger. En af de virksomheder er Asetek, som har base i Aalborg. Den nordjyske teknologivirksomhed omsatte sidste år for omkring 350 millioner kroner, og cirka 10 procent af omsætningen bliver brugt på udvikling. Et højere skattefradrag giver Asetek og andre virksomheder et endnu større incitament til at skrue op for investeringer i forskning og udvikling.

- Vores universitet genererer jo rigtig mange vækstvirksomheder. Vi kan nævne Asetek og GomSpace. Og de forøgede afskrivningsregler, der er til dem, er virkelig vand på møllen heroppe, siger Steen Royberg, som mener, at vækstudspillet fra Socialdemokratiet kan være med til at skabe arbejdspladser i Nordjylland. 

Der kan være godt nyt på vej til det nordjyske erhvervsliv. Socialdemokratiet har i dag fremlagt et udspil til vækstpakke, som skal styrke virksomhedernes mulighed for at bruge penge på forskning og udvikling.

Venstre har tidligere fremlagt et vækstudspil, der minder om det, Socialdemokratiet søndag er kommet med. Derfor håber Rasmus Prehn da også, at muligheden for at danne et flertal i Folketinget og føre udspillet ud i livet er til stede.

- Jeg ser jo, at erhvervslivet bakker det meget op, så jeg tror også, at der vil være bred opbakning i Folketinget til at få noget, der minder om det her, igennem. Vi har lagt vores forslag frem og er selvfølgelig klar til at forhandle. Det handler om at samarbejde bredt i Folketinget, så vi får lavet en god politik, der også inkluderer bedre forhold for vores erhvervsliv.

Og hvornår kan sådan en aftale være på plads?

- Det er jo meget op til regeringen, om de er parate til at handle på det. Nu har vi lagt et forslag frem og er klar til at forhandle allerede i morgen. Så må vi se, hvad de er parate til fra regeringens side, siger Rasmus Prehn (Socialdemokratiet).


Seneste nyt

fra Nordjylland